Hanstholm

Transportaftale opsagt

18 vognmænd i Thy har opsagt deres aftaler om transport af slagtesvin til TiCan - de kører deres sidste ture 13. juli. Ifølge formanden for Thy Vognmandsforening, Egon Sørensen, Hanstholm, er det skærpede krav til dyrevelfærd under transport, der er årsag til, at vognmændene har meldt fra. - Ingen skal være i tvivl om, at vognmændene har en stor interesse i at overholde velfærdskravene, men når det betyder, at vi skal køre med færre dyr i hvert læs, vil vi ikke alene betale prisen, siger Egon Sørensen. Han skønner, at de nye pladskrav i transporterne betyder, at der er plads til 10 dyr færre i hvert læs. I kroner og øre betyder det ca. 140 kr. mindre til vognmanden. Forhandlingerne mellem TICAN’s transportudvalg og vognmændene strandede blandt andet på uenighed om, hvem der skulle kompensere vognmændene økonomisk. Adm. direktør Ove Thejls, TiCan, betegner situationen som fastlåst, men understreger, at slagteriet ikke vil lade sig true. - Vi er helt sikre på, at der også bliver kørt grise til slagtning 16. juni, siger han.