Tranum Mølles sokkel frem i lyset

Ottekantet kampestensstub har været skjult af jordvold siden 1940’erne

Mariann Stenholm
Maleri af Tranum Mølle fra 1940, malet af Ejnar Thorbjørn. Møllen blev revet ned få år efter.Foto fra maleriarkivet.dk
Tranum 21. juni 2007 06:00

TRANUM: Mange biler og sågar en turistbus fuld af folk er gennem de seneste par uger standset på Hjortdalvej ved Tranum, hvor en tydeligvis gammel, ottekantet stenbygning er dukket frem i lyset. Det er den underste del, stubben, af Tranum Mølle, der er kommet frem, efter at ejerne, Hanne og Ulrik Schade, har fået den gravet fri. - Den har været dækket af en jordvold, og vi har brugt rummet som vinkælder, for der har en været en tilpas temperatur, fortæller Ulrik Schade. - Men nu har vi planer om at sætte rummet i stand og bruge det som en del af huset, tilføjer han. Udefra har man kun kunnet se en græsdækket høj og et enkelt vindue, som sidder hvor den tidligere dør var, men nu er den massive kampestensvæg dukket frem, til mange forbipasserendes forbavselse. - Vi vidste godt, at det er den gamle mølle, for min bedstefar er herfra og har fortalt om den, forklarer han og viser også de gamle møllesten, der ligger i haven. Inden i står den kalkede kampestensvæg, som da møllen blev opgivet i 1940’erne. Den øverste del blev da revet ned, og møllestubben blev dækket med et betonloft og buede staldhvælvinger. Og hele herligheden dækket med jord. - Det var en frugtavler, der købte huset med møllen til, efter at møllen var stoppet, og han brugte rummet til opbevaring af æbler, lyder forklaringen fra Ulrik Schade. - Vi har også haft flagermus herinde, fortæller Hanne Schade. Familiens ide er at mure op omkring kampestenene for at kunne isolere ordentligt, og derefter vandskure og kalke den lille bygning hvid, som den oprindelige møllesokkel også var, både ud- og indvendigt. Den oprindelige dør genskabes i begge sider, dog med glas i, og der kommer ikke andre vinduer i. - Man skal stadig gerne kunne se, det er en møllesokkel. Vi har talt om at bygge noget ovenpå, men det vil bare se forkert ud. Nu bliver der kun en terrasse, fortæller de. - Men vi har aldrig før oplevet så mange mennesker stoppe her og kikke. De kommer også ind og spørger os om, hvad det dog er for noget, vi har her uden for, siger Ulrik Schade med et smil. Man skal skynde sig at se på den gamle møllestub, hvis man er interesseret, for om en måneds tid forsvinder den under en ny mur.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...