Fjerritslev

Tranumfest giver 50.000 tiltrængte kroner til idræt

En bred vifte af underholdning for alle aldersgrupper sikrer en ny succes for TGF, men fremsynethed koster også kroner.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

“Hvid sla­ve­han­del” - bor­ge­re, der til­bød at ud­fø­re et styk­ke ar­bej­de til for­del for idræt­ten - ind­brag­te også et pænt be­løb ved som­mer­fes­ten. Tje­nes­te­ydel­ser­ne blev solgt af Kim Le­vi­sen. foto: Erik sahl

TRANUM:Med et fast og sikkert koncept - en bred vifte af underholdning for alle aldersgrupper - kan Tranum Gymnastikforening endnu engang notere en solid sommerfestsucces. - Det skiftende og ind imellem våde vejr drillede og er nok resulteret i færre besøgende, og det er ærgerligt, men trods det venter vi at nå vort mål om et overskud på ca. 50.000 kr., vurderer Rikke Søborg fra festudvalget. Pengene går ubeskåret til Tranum Gymnastikforenings forskellige aktiviteter, bl.a. fodbold, tennis, håndbold, petanque og præmiewhist. Klubben har ca. 400 medlemmer. Der bliver ekstra hårdt brug for penge den kommende tid. Klubben planlægger at udvide og modernisere klubhuset, der er blevet både for lille og utidssvarende. - Vi havde håbet at komme i gang med byggeriet i år, men det bliver nok først næste år, siger Rikke Søborg. Tranum Gymnastikforning vil bl.a. søge fonde om økonomisk støtte til byggeriet og satser på at komme i gang så hurtigt som muligt. Med til at sikre den økonomiske succes ved den ugelange sommerfest er først og fremmest indtægtskilder som tombola, salgsbod med is og drikkevarer, spisning og bal i teltet lørdag aften med fuldt hus (200 til spisning og 285 til bal) samt programsponsorer. Et både festligt og indbringende indslag var også ”hvid slavehandel”. En halv snes borgere havde tilbudt at udføre forskellige arbejder, og deres tjenesteydelser blev af Kim Levisen solgt for højeste bud. Man kunne bl.a. købe græsslåning, bilvask, havearbejde, akupunktur og træfældning. Desuden havde nogle pensionister lavet syltetøj, som også blev solgt. I Han Herred Mesterskabet i fodbold gik titlen til Fjerritslev, der i finalen vandt 4-0 over Tranum. Jammerbugtmesterskabet i petanque blev for tredje gang vundet af Tranum, som dermed får pokalen til ejendom.