Hestesport

Travbrødre på svenske sejrstogter

Aalborg-banen trænger til nye publikumsvenlige initiativer

AALBORG:Brødrene Grøn vil vanen tro befinde sig på lægterne, når Aalborg Væddeløbsbane i aften afvikler 11 løb, men de lader deres egen tophest bliver hjemme i stalden. Fem-årige Happy Dancer indledte i marts sæsonen på Aalborg-banen, men siden er turen fem gange gået til Sverige, og efter tre andenpladser jagter hesten med Skive-træner Knud Mønster i sulkyen på torsdag et sejrs-hattrick på Åby-banen ved Göteborg. - Førstepræmien i klassen vil typisk være 5.000 kroner herhjemme og 30.000 kroner i Sverige. Man kan på den konto tillade sig at give hesten længere pause mellem løbene, og desuden er de svenske baner bedre end de danske, forklarer de tre brødre i en hyggestund hjemme hos førstnævnte i Hvorupgård ved Nørresundby, hvor Bent Grøn træner og passer hesten sammen med døtrene Helen og Kate samt med kyndig assistance af naboen, amatørtræneren Kent Jokumsen. Nordjysk opdræt I stalden står også den to-årige helsøster Liberty Dancer og moderen Tapdancer, der er efter den nordjyske avlsmatador Vokal N. Faderen til Dancer-duoen er derbyvinderen fra Støvring, Wee Hjordal, så der er tale om ægte nordjyder, hvor blodlinjen på modersiden går tilbage til Pernille Bangsbo, som Grøn-brødrenes far hentede til gården i Aabybro i 1979. - Lige siden har vi haft travsporten som hobby, og sammenholdet i familien styrkes af den fælles interesse, der giver fin afveksling i hverdagen. Desuden er vi ud af en landsbrugsfamilie og bevarer via hestene vores tilknytning til rødderne, smiler Bent Grøn. Storebror Kurt bor så langt væk som Sønderborg, men følger alligevel alle Happy Dancers løb via tv elller ved selv at være til stede. DM i sigte Familien har en gang tidligere haft en tophest, Notify, der blev solgt til Sverige i 1989. I mellemtiden har der været et dødvande, men nu oplever Grøn'erne deres hidtil bedste periode som hesteejere med håb om nye topløb af Happy Dancer og store forventninger til Liberty Dancer, der er meldt i alle årgangsløbene. Her blev Happy Dancer i sin tid slettet, men brødrene har en drøm om tage kampen op mod Frække Frederik og co. i næste års DM, hvis hesten fortsætter sin positive udvikling. I 2006 er det også planen at vise flaget for det nordjyske publikum på Aalborg-banen. - Vi ser frem til, at renoveringen af banen giver mulighed for at tiltrække bedre heste, lyder det samstemmende fra trekløveret, der sideløbende håber på en række publikumsvenlige tiltag som bl.a. VIP-lounge, legerum og rygepolitik. - Travsporten har en god vare, men det er vores indtryk, at de ansvarlige tænker for meget på spillerne og i desværre i høj grad glemmer at tilgodese det brede publikum, som skal sikre fremtiden.