Travl direktør i ny rolle

Peter Schrøder forlod hovedstadens pulserende teaterliv og blev teaterchef i Hjørring for at få større kontinuitet i livet og kunsten

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Peter Schrøder spiller - foruden saxofon i teaterorkestret sammen med Henrik "Baloo" Andersen- også rollen som sufflør Sørensen i publikumssuccessen Svend Knud og Valdemar. Han har også instrueret. Arkivfoto

Han skiftede fra hovedstadens pulserende teater- og filmverden til Vendsyssel Teater i Hjørring, som viste sig at være endnu mere "pulserende", end han havde forestillet sig. Idèmand, showmand, skuespiller, komiker, saxofonist og senest teaterdirektør med en kanonsucces i ryggen: Peter Schrøder har mange facetter, og han glæder sig over, at han føjede endnu en facet til, da han sagde ja til at blive Vendsyssel Teaters nye direktør. Vel i øvrigt den eneste teaterdirektør i verden, der har en stående invitation til at spille med i den legendariske filmskaber Woody Allens jazzorkester i New York. Mere om jazz og Woody senere. Peter Schrøder og hustruen, skuespiller Susanne Heinrich, besluttede for godt et års tid siden at sadle om for at få mere kontinuitet i en meget travl tilværelse. Og heureka! Pludselig opdagede Peter Schrøder, at Vendsyssel Teater i Hjørring - midt i parrets elskede Vendsyssel - søgte ny direktør. En gylden chance for at skifte gear og få mere kontinuitet i tilværelsen og kun- sten. - Jeg var nået til et punkt, hvor jeg havde prøvet mange ting. Efter to spillefilm (Det forsømte forår og Kun en pige, red.) og en periode, hvor jeg havde stået voldsomt meget på scenen - jeg ønsker ikke at stå på en scene hver aften, jeg elsker jo også at instruere - skulle der ske noget med mere kontinuitet i. Og nye film er svære at finansiere, opdagede jeg efter at have sagt nej til projekter, som jeg ikke brændte for. Men så fik jeg et instruktørjob på Teamteatret i Herning; mit første rigtigt møde med et egnsteater. Jeg opdagede, hvor professionelt og engageret man arbejder, så derfor søgte jeg Vendsyssel Teater, siger Peter Schrøder. NORDJYSKE møder ham i parrets smukt beliggende sommerhus ved Tornby. Fra stuens vinduer er der udsigt til få naboer og uberørt klitplantage. - Masser af fugle, men også rådyr kommer tæt på huset, siger Peter Schrøder. Parret har foruden sommerhuset også en lejlighed i København. Sommerhuset har de haft i snart 13 år, og de betragter det som deres andet hjem. Fredfyldt og hæsblæsende Stilheden og freden i det idyllisk beliggende sommerhus står i skærende kontrast til Peter Schrøders første tid i direktørstolen. Den har været hæsblæsende. Det blev et reelt skift op i gear, fordi filmarbejde og andet teaterarbejde lå så tæt op ad Peter Schrøders tiltræden i efteråret, at han nærmest blev kylet ind i direktørjobbets malstrøm af beslutninger. Samtidig har han instrueret og spillet med i Vendsyssel Teaters opførelse af den klassiske kongefarce Svend, Knud og Valdemar. Forestillingen er i øvrigt så stor en publikums- og anmeldersucces, at teatret har måttet forlænge med syv ekstraforestillinger. Hele molevitten totalt udsolgt. Også turneen i Vendsyssel. Og gæstespillet i Randers! Peter Schrøder lægger ikke skjul på, at fordelen ved at være chef for et engageret teater er, at han i vid udstrækning kan bestemme. Han glæder sig derfor til slutningen på denne sæson, hvor han får tid til at opsummere forløbet og tænke på de næste sæsoners repertoireplan, som han allerede har taget hul på. - Den første tid har været skide spændende, men det er vigtigt med tid til en opsummering, fordi en chef skal have overblik, siger Peter Schrøder. Han kan også se frem til at hans næste spillefilm Lotto får premiere 9. juni. Dén nåede han lige at lave sidste sommer inden han styrtede videre til et skuespillerjob på Nørrebros Teater, og derefter styrtede videre til chefstolen på Vendsyssel Teater. Ham den sjove I den brede offentlighed er Peter Schrøder nok mest kendt for julekalenderen for voksne, hvor han spillede sammen med Søs Egelind. De dannede parret Flemming og Berit i en crazykomisk satire. I det rendyrkede satireprogram "Dén gode, den onde og den rigtige sjove" stak han ansigtet helt op i kameraet og sagde "Det' fandme uhyggeligt, du" til familien Danmark ude i stuerne. - Fjernsynet er vores centrale kulturformidler. Det bliver et udstillingsvindue, og jeg har intet imod, at hr. og fru. Hansen kender mig fra den sjove side. Jeg indrømmer gerne at være skabskomiker. Jeg har elsket komikken helt fra ungdommen, siger Peter Schrøder med et smil. - Men det er jo kun den halve sandhed. Jeg har lavet utroligt meget forskelligt teater, og på film fik jeg i en periode mange "far-roller", bl.a. a. i Busters Verden og GummiTarzan. I øvrigt hører ingen af mine egne film (Det forsømte forår og Kun en pige) til i den muntre kategori. Han betragter ikke humor som en mindre seriøs genre. Og den får plads på Vendsyssel Teater i fremtiden. Både den uforpligtende som i "Svend, Knud og Valdemar" og den skarpe og sorte af slagsen. - Vendsyssel Teater skal for Guds skyld ikke blive til Peter Schrøders Morskabsteater. Jeg har det fint med at teatret er et åndehul, hvor man kan få sig et godt grin, men der skal der også være forestillinger til eftertanke, siger Peter Schrøder, som har den klare mission at øge Vendsyssel Teaters synlighed og understrege dets professionalisme gennem et bredt repertoire af kvalitetsforestillinger. Invitation fra Woody Og så tager vi lige den med Woody Allen og jazzinvitationen. Peter Schrøder har aldrig mødt Woody Allen, men indtalte den danske speakerstemme til filmskaberens film "Zelig". Optagelserne foregik i Stockholm, og Woody Allen sendte en betroet medarbejder til den svenske hovedstad for nidkært at overvåge arbejdet. Peter Schrøder faldt i snak med assistenten om Woody Allens berømte mandag aftenoptrædender på Michaels Pub i New York - Woody Allen spiller klarinet i et Dixieland Jazzband. Assistenten hørte, at Peter Schrøder spiller klarinet, og derefter kom der en invitation fra Woody i New York: kom og spil med, hvis du kommer til New York. - Første gang jeg var i New York derefter, turde jeg ikke at tage saxofonen med, men anden gang tog jeg den med. Nu skulle det være. Vi gik hen til Michaels Pub, som lå ikke langt fra, hvor vi boede. Jeg havde saxofonen med, og var helt opsat på at spille men da vi nåede frem, var der lukket, siger Peter Schrøder med et stort grin. - Senere lukkede pubben for evigt, og Woody Allen er rykket til et andet sted. Men jeg har da stadig en åben invitation, så...