Børnepasning

Travl tid for dagplejebørn

Brønderslevs Dagplejebørn har været vidt omkring. Det har givet hygge og oplevelser med vilde dyr

BRØNDERSLEV:Der har rigtig været sæson for udflugter i den kommunale dagpleje i Brønderslev. - I de enkelte grupper har dagplejerne arrangeret rigtig mange forskellige udflugter for og med børnene, fortæller Jette Christiansen fra dagplejen. Nogle har været med bus til Aalborg Zoo, hvor børnene ved selvsyn har kunnet se alle de vilde dyr, som der bliver læst og snakket om i dagplejen gennem hele året. Private sommerhuse, Multihuset i Hellum, samt Bakkehytten mellem Jerslev og Hellum har været mål for andre udflugter. Rådyrene på Brønderslev Psykiatriske Sygehus har også haft besøg. Jette Christiansen fortæller, at flere grupper uafhængigt af hinanden har været på Børnenes Jord i Vrå. Selv om udflugtsmålet her har været det samme, har turene været vidt forskellige. Nogle har været med bus, en gruppe tog med toget. - Transportmidlerne i sig selv er en oplevelse for børnene, der mest er vant til at køre i bil. - Børnenes Jord er ideelt for aldersgruppen af børn i den kommunale dagpleje. - Der er en rigtig dejlig udelegeplads og når huset lejes, er der rige muligheder for at være inde, hvis det skulle være dårligt vejr, men så skal det altså også være dårligt, men ellers er der jo mulighed for ble-skifte af børn, spisning, eller børn kan få en lille lur. - I nogle grupper er der blevet hygget med rundstykker, når udflugtsmålet blev nået. Andre har spist is inden hjemrejsen, og hos flere var der aftaler med forældre om afhentning af børn på udflugtsmålet, hvor der så blev serveret kaffe og kage. En gruppe oplevede, at deres "ståkaffe" til forældrene blev Nordjyllands flotteste kaffebord, takket være en kreativ kollega, der for nylig er gået på efterløn, og som havde bagt flere flotte kager. Nogle grupper har lejet en hoppeborg, så børnene kunne få styrket deres motorik. Ens for alle grupperne har været den meget spændende medbragte mad. Dette uanset om det er dagplejerne eller forældrene, der har smurt en madpakke, eller der er brugt en formiddag i dagplejen, inden, hvor der er bagt pizzasnegle, pølsehorn eller lignende. - Børnene og dagplejere har haft nogle rigtig gode udflugter, med masser af frisk luft. Mange af børnenes sanser er blevet godt stimuleret. De andre dagplejere i gruppen og børnene er kommet tætte på ved disse heldags-arrangementer, positive oplevelser, der vil blive snakket om i dagplejen den næste periode. - Vi kan nu se frem til en sommer med forhåbentligt godt vejr, og alle de små, dagligdags sommer-aktiviteter, der næsten er en selvfølge