Motionsidræt

Travl tid i motionscenteret

Nye motionister valfarter lige nu til motionscentrene. Men over halvdelen er holdt igen om nogle måneder

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Per Støve er en af de få nye, der holder ved.

Et af de mest populære nytårsforsæt er at tabe sig og dyrke mere motion. Og de gode intentioner omkring årsskiftet kan selvsagt mærkes i motionscentrene. I de første uger i januar eksploderer medlemstallet - men det falder til gengæld lige så hurtigt efter et par måneder. I motionscentret Kom i Form i Brønderslev har instruktørerne i øjeblikket travlt med at tage imod de mange nye motionister. - Der er jo et voldsomt ryk efter nytår. Jeg vil tro, at vi går mellem 50 og 80 nye i denne måned. Men ud af 80 nye, så er det nok kun omkring 30 der holder ved, siger indehaver Bjørn Christensen. Og det er både teenagere, pensionister, mænd og kvinder, der møder op i motionscentret efter nytår. Man skal være 15 år for at kunne dyrke motion i Kom i Form. Bjørn Christensen accepterer dog yngre teenagere, hvis de har forældrenes accept. Det har Anne Bjerrum, Sofie Ladekarl og Nana Chehab, der alle er 14 år. De er til prøvetime i motionscentret for at se, om det er noget for dem. - Vi har talt om, at dyrke motion længe, for at komme i form. Og nu skulle det være her efter nytår, siger Nana Chehab. - Og når vi er tre sammen, så hjælper vi også hinanden med at komme herned, tilføjer Sofie Ladekarl. Inden veninderne bliver sluppet løs i motionscentret, tager Bjørn Christensen en snak med dem for at strikke et program sammen, som passer til deres behov. Og det bliver i hvert fald ikke cykling. - Vi cykler nok i skole, siger Sofie Ladekarl og griner. Selv er de tre veninder sikre på, at de ikke springer fra efter nogle måneder. Kan de holde det, så er der den god chance for, at de bliver fast inventar i motionscentret. - De som holder fast, bliver til gengæld i meget lang tid, forklarer Bjørn Christensen. En af dem er Per Støve. Han begyndte sidste år, og vil i dag ikke undvære træningen. - Tøjet var begyndte at stramme, så jeg måtte jo gøre noget ved det. Og det er dejligt. Jeg nyder at svede, og så er det godt mod stress, siger Per Støve, der træner to til tre gange om ugen. - Og jeg har tabt seks kilo, siger han. Det er dog ikke alle, der finder motivationen som Per Støve. Derfor har Kom i Form lavet et spinninghold for overvægtige, hvor der lægges meget vægt på sammenhold. - Det handler jo om at bryde nogle vaner. På spinningholdet kan alle deltage. Det er et hold, hvor vi har det sjovt, og hvor vi har en følelse af holdånd, siger Inge Christiansen, der står for spinningholdet. Kom i Form har omkring 450 medlemmer i vinterhalvåret, og "kun" omkring 300 om sommeren.