Skolevæsen

Travle bededage for politiet

Bededagene betød travlhed for politiet i Mariagerfjord kommune. Ulovlighederne gik blandet andet ud over Maragerfjord Kommunes 10.klassecenter i Hadsund.

HOBRO: Østerskov Efterskole var i weekenden udsat for indbrud. En tyv klatrede over et tag og kom derved gennem en gårdhave og ind på skolen, hvor han nuppede fem computer-fladskærme af mærket Acer. HADSUND: Eleverne på Mariagerfjord Kommunes 10.klassecenter på Tempovej i Hadsund må undvære filmfremvisninger indtil der er købt en erstatning for den projektor, der forsvandt natten til mandag. Tyven havde brudt et vindue op og pillede derefter projektoren ned fra loftet i et klasseværelse. ROLD: En John Deere skov- og udkørselsmaskine blev i weekenden ødelagt indefra. Et ukendt antal gerningsmænd brød døren op til maskinen, hvorefter de ødelagde det indbyggede kamera, autoradioen og computerskærmen. Til sidst sluttede man af med at tømme en pulverslukker ud i kabinen. Politiet har ingen spor at gå efter. HOBRO: En lejlighed på Vestergade i Hobro blev i weekenden raseret fuldstændigt. Gerningsmændene har brudt døren ind, ødelagt karme og lister, ødelagt inventar i lejlighed, knust to ruder og ødelagt toilettet. Politiet ved endnu ikke, hvem der står bag hærværket, men har dog spor at gå efter.