Travle dage for juniorer

HÅNDBOLD: Torsdag aften tager Aalestrup IFs dygtige damejuniorer imod Thisted IF i håndboldens elite A-række. Det er 3. gang i denne sæson, de to hold mødes. De to første opgør er begge endt med pointdeling, og de to hold ligger i øjeblikket side om side i rækken, hver med fem point efter tre kampe. Allerede lørdag skal Aalestrup-pigerne i kamp igen. Denne gang på udebane, hvor holdet spiller returopgør mod Viborg HK. I det første indbyrdes opgør mod viborgenserne vandt Aalestrup klart, og den succesoplevelse skulle gerne følges op i weekenden. Indtil videre har Aalestrups damejuniorer ikke tabt en eneste kamp i denne sæson. I efteråret blev det til 8 sejre og to uafgjorte kampe, og træner Jens Nørgaard håber, at holdet også har status som ubesejret efter på lørdag.