Travlhed på center

SÆBY:Centerrådet ved Sæby Ældrecenter har inden sommerperioden stadig en del på programmet. - Den første uge i juni har vi ikke mindre end to arrangementer på programmet, fortæller Kate Jørgensen fra centerrådet. Tirsdag 3. juni er der udflugt, der i år går til Sydøst Himmerland. - Turen plejer at være så populær, at vi har to fyldte busser afsted, hvor man, ud over at få mættet øjne og sind med dejlig natur, også får mættet maven med både frokost og eftermiddagskaffe inden turens sidste stop er en middag på Dronninglund Hotel, fortæller sæbynitten. Der er endnu billetter at få til udflugten. Fredag 6. juni er der så den månedlige spisning og dans. Denne gang dog lidt anderledes, da centerrådet har valgt at holde det mellem kl. 16.30 og 19.30. Der vil blive serveret lidt smørebrød og rigelig lejlighed til en svingom til musik af Agersted Harmonikaklub. Centerrådet har fået lyst til lidt forandring, derfor det senere tidspunkt, men dog ikke så sent, at det bliver mørkt inden man slutter. Det er ikke tanken, at de månedlige spisninger skal være sådan fremover, men centerrådet håber meget, at publikum bakker op om denne lille sommerspøg. Fredag den 13. juni kommer Lindy Jensen fra Aså og underholder med sang og musik Fredag den 20. juni spilles banko og månedens arrangementer slutter af fredag den 27. juni, hvor centerrådet klokken 12 holder sankthansfest, traditionelt med grill-mad, båltale og musik. I juli holdes arrangements-fri, inden centrrådet igen starter op med fornyede kræfter og gode ideer til august.