Planteavl

Travlhed på marken

Gyllevogne og lastbiler er i arbejde.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Søren Christiansen står blandt andet for logistikken på Jerslev Maskinstation. Foto: Kurt Bering

Gyllesæsonen begyndte 1. februar, og mange steder kan man se store maskiner arbejde på marken. Hos Svend Aage Christiansen Maskinstation i Jerslev har man for tiden syv-otte gyllevogne i sving. - Vi har rigtig meget gylleudbringning, og vi har mange køretøjer i gang. Vi har haft gode forhold at køre i i år, så vi har mange køretøjer i gang, det er både traktorer, gyllevogne og lastbiler, fortæller Søren Christiansen, leder af maskinstationen. Maskinstationen bliver hyret til opgaven af landmænd rundt omkring. Landmændene har selv gyllen i en tank, og lastbilerne henter så gyllen der og kører i rutefart frem og tilbage og fylder på i en buffertank på markerne, hvor traktorer og gyllevogne er i gang. Herfra suger gyllevognen så nye forsyninger op. - Det har den konsekvens, at traktorerne ikke skal ud på landevejen, og vi generer så lidt som muligt, forklarer Søren Christiansen. NORDJYSKE besøgte en mark nær Hjallerup, hvor maskinstationen var i gang trods gråvejr og regn. Traktorfører Jesper Larsen sad bag rattet i traktoren. - Jeg synes, det er rigtigt dejligt arbejde, fortalte han. Gyllevognen kan sprede 33-34 kubikmeter gylle ud på tre et halvt minut. Det bliver til mellem 120 og 125 kubikmeter gylle ud i timen, som bliver spredt ud med 28 meter brede vinger. Slangerne under vingen hænger lodret nedad, og sådan laves metodisk en bred række spor af gylle hen over marken. Lastbilen med gylle i er i rusfrit stål og er nem at gøre ren. - Det er et rigtigt flot stykke rustfrit stål, som man slet ikke kan se, der er noget gylle på, fortæller Søren Christiansen, der også fortæller, at de er lavet et sted, der også producerer mælkebiler. - Den er ligeså flot, konstaterer han. Søren Christiansen tager sig af logistikken i firmaet - der er meget, der skal passe sammen, når så mange maskiner skal på arbejde mange forskellige steder. - Det handler meget om logistik, så vi ikke har medarbejdere, der bruger for meget ventetid, siger han. Maskinstationen har 20 medarbejdere. Lugten af gylle er ikke så markant nu, det hænger sammen med temperaturen, fortæller Søren Christiansen. - På den her tid af året er der lav fordampning, fordi temperaturen er så lav, det giver en lavere lugt.