Lokalpolitik

Travlt år for Saltums pensionister

SALTUM:Saltum Pensionistforening tager i dag hul på det første af en række arrangementer, der løber af staben i dette forår og efteråret. I eftermiddag går turen til Bratskov, hvor den kommende Jammerbugt Kommunes borgmester, Mogens Gade (V) vil fortælle om sine tanker omkring storkommunen. I juni er der arrangeret udflugt til Overgaard Gods, Sensommeren lægger ud med en heldagsudflugt til Danish Crown i Horsens. På turen vil vognmand Thorkild Jensen fortælle om ”Grisens vej fra stald til slagtebænk”. I september er det et tidligere aflyst foredrag med Inge Lis Dissing, der er på programmet. Oktober får pensionistforeningen besøg af ”Fiskerkonerne” fra Hirtshals, der serverer fiskespecialiteter. I løbet af måneden er der også mulighed for at lade sig underholde af musikgruppen ”Godt Blandet” og høre forhenværende folketingsmedlem og nuværende regionsmedlem, Svend Heiselberg, fortælle. November er der foredrag med Olav Mikkelsen, han vil blandt andet fortælle om ”Arv og testamente”. Denne måned er der tilmed julefrokost inden juleafslutningen som traditionen tro er lagt i hænderne på Inge K. Nielsen, Niels Møller og Inger Guldager.