Ernæring

Tre alen af ét stykke

De er på vej mod toppen i hver sit parti. De insisterer på at få højre og venstre til at gå op i en højere enhed. De er intellektuelle, internationale, in og enige om mere end en del. Faktisk ligner de...

Der sidder tre mand på en tømmerflåde. For spændingens skyld kan vi jo sige, at flåden har kurs mod et vandfald, og for sjov kunne vi kalde mændene for Frank Jensen (S), Morten Helveg Petersen (R) og Brian Mikkelsen (K). Hvad sker der? Tja, man kunne jo vedtage, at Frank Jensen med sin ene hånd forsøger at padle tømmerflåden baglæns mod strømmen. Morten Helveg diskuterer med sig selv, hvordan situationen egentlig er opstået, mens Brian Mikkelsen privatiserer tømmerflåden og kaster sig ud over vandfaldet. Sjovt? Måske ikke. Men det er i hvert fald sjovere, end hvis de tre havde heddet Helle Thorning-Schmidt (S), Margrethe Vestager (R) og Connie Hedegaard (K). Et godt bud ville nemlig være, at trio nummer to hurtigt kunne diskutere sig frem til at padle tømmerflåden i samme retning. De bliver ikke mindre interessant af, at den ene er partiformand, og de to andre favoritter til at blive det engang. Helle Thorning-Schmidt og Connie Hedegaard har hver især påtaget sig at trække deres partier ind mod midten - derind, hvor Margrethe Vestagers radikale altid har huseret. Deres partier har ganske vist udspring i tre vidt forskellige hjørner af den danske kulturhistorie. Men kigger man nærmere på de tre kvinders profil, er det lighedspunkterne snarere end forskellene, der træder frem. De er tidligt gået ind i politik og har alle en universitetsuddannelse fra Københavns Universitet. De er intellektuelle, internationalt orienterede hovedstadskvinder i P1-og-økologiske-råvarer-i-designerkøkkenet-kategorien. Lektor i dansk og kommunikation Mie Femø Nielsen mener ikke, der er nogen tvivl: - Ud fra en overfladisk betragtning henvender de sig alle tre til samme gruppe af unge, veluddannede mennesker, det er der ingen tvivl om. Mette Frederiksen ville man for eksempel ikke sige det samme om om, selv om hun også er veluddannet, siger Mie Femø Nielsen, der personligt ser lyst på lighederne mellem de tre. - Der har altid manglet politikere, som moderne, veluddannede kvinder kunne identificere sig med. Fælles tankegods Image er én ting, politik noget ganske andet. Men da de tre politikere gik til valg i februar, var en række af deres centrale budskaber mere eller mindre enslydende. Alle lagde stor vægt på behovet for velfærdsreformer - og på at de selv har modet til at føre dem ud i livet. De ser alle tre nedsættelse af skat på arbejde som et centralt mål. Miljø skal tilbage på dagsordenen og de svageste skal i fokus. I Folketinget lovede de at pejle efter den politiske midte. - Hvis du vil have en politiker, der hverken er liberalist eller socialist, men en afbalanceret konservativ, ja så skal man stemme på mig, tilføjede Connie Hedegaard. Helle Thorning-Schmidt konkluderede i kampskriftet på sin hjemmeside: - Vi skal både skabe forudsætninger for et bedre liv for de svageste i samfundet og give alle danskere mere frihed og flere muligheder for at realisere det liv, de drømmer om. I Margrethe Vestager valgmateriale gik det igen og igen, at en hårfin balance mellem den personlige frihed og ansvaret for fællesskabet skal opretholdes. Professor i politologi Jens Hoff kan godt se, hvordan det ser ud for vælgerne. - De kommer fra forskellige partier, og partitradition kan man aldrig løsrive sig helt fra, men for mig at se er det i høj grad et spørgsmål om, at den ene lægger vægten lidt mere på det venstre ben end på det højre - og omvendt. Det er svært at se reel forskel på, hvad for en politik, de står for. Vestagers mellemvej Margrethe Vestager sætter kaffen, snupper journalistens blok og kuglepen og tegner et koordinatsystem. Hun sætter et kryds i det ene hjørne, derefter et kryds i det modsatte. Det ene kryds for de radikales liberale tanker om for eksempel samfundsøkonomien, som normalt forbindes med højrepolitik. Det andet kryds for de radikale, humanistiske principper om tolerance og individets ukrænkelige rettigheder. - Kan du huske Barbapapa, den der pæreformede tegnefilmsfamilie, som kan omskabe sig i enhver form? Jeg tror, at Det Radikale Venstre har en identitet, der skaber sammenhæng mellem det, der var modsætninger på en gammel højre-venstre skala. Så kan vi nemlig spænde sådan her... Margrethe Vestager tegner en stor, blød boomerang, som sluger krydsene i begge hjørner af papiret. - Vi har på den ene side brug for noget højre-hardcore-økonomisk ansvarlighed. Penge vokser ikke på træerne. Samtidig har vi brug for en idébetonet, holdningsmæssig og social liberalisme - uden at det skal kamme over i blød tolerance. Margrethe Vestager kigger op fra illustrationen af den radikale politik. Hun fokuserer i stedet sin opmærksomhed på påstanden om, at hun sender mange af de samme politiske signaler som en konservativ miljøminister og en socialdemokratisk formand. - Jeg kommer til at tænke på den der med, at vi europæere synes, at kinesere ser helt ens ud, ligesom de synes, at vi ser helt ens ud.... Den radikale uddannelsesordfører bemærker, at hun faktisk er vokset op i et vestjysk præstehjem, hvilket hun regner med "gør en forskel" i forhold til de to andre indfødte københavnere. Alligevel anerkender hun, at de tre anskuer verden gennem det samme vindue. - Jeg tror godt man kunne lave en seance, hvor vi blev enige om, hvad der er de bærende værdier for vores politiske arbejde, siger Margrethe Vestager. - Det er ikke et spørgsmål om køn. Det er snarere et spørgsmål om alder. Vi er en politisk generation, der håber at få ansvar for nogle problemer, som dukker frem om 10 eller 15 år, hvis der ikke bliver handlet i dag. Det giver et andet perspektiv, end hvis man regner med at give ansvaret fra sig om fem år, eller hvis man tror, at ens politiske ansvar først modnes om 20-25 år. Når det er sagt, så mener Margrethe Vestager at enigheden slipper op, efterhånden som løsningerne skal udformes. - Selv vil jeg gætte på, at jeg kunne blive nogenlunde lige uenig med de to andre, bare på lidt forskellige områder. Hun er dog ikke i tvivl, når hun skal sætte fingeren på uenighedens kerne – på dét, som efter hendes mening kendetegner det særligt radikale i deres lille midterselskab. - Man kan jo tage skolepolitikken i øjeblikket, hvor alle er enige om, at skolen skal gøres stadig bedre. Men Venstre, konservative og socialdemokrater vælger centralt styrede løsninger, hvor vi vælger lokalt styrede løsninger, siger Margrethe Vestager. Formand i opposition To etager længere nede smiler Helle Thorning-Schmidt så venligt, hun kan. Al opmærksom i den smalle gang hvirvler rundt om den socialdemokratiske komet, der netop er trådt ud fra sit første møde med Pia Kjærsgaard. Helle Thorning-Schmidt har allerede har taget første skridt hen mod det næste møde i sin endeløse kavalkade af aftaler. Sjældent har en dansk politiker været under så stærkt pres for at levere en ideologisk Egon Olsen-plan, timet og tilrettelagt, der kan trække et stort parti ud af dødvandet. En opgave et sted mellem uoverstigelig og umulig i et parti, der samtidig har som erklæret mål at favne hele det danske samfund. - Jeg synes ikke, det holder. Det er bare fordi, vi er kvinder, siger Helle Thorning-Schmidt til påstanden om, at hun sender på samme frekvens som en konservativ og en radikal. - Der er sikkert nogle fælles ting, men der er også ting, der gør os forskellige. Jeg vil egentlig helst forholde mig til os selv som parti, og vi har et langt stærkere blik for, at vi skal bryde den negative sociale arv. At mulighederne i samfundet ikke er ligelig fordelt, siger Helle Thorning-Schmidt. - Vi mener, det er samfundets anliggende at løse nogle af de problemer, som det enkelte menneske står overfor. Vi har en anden omfordelingspolitik end de to andre partier. Det er den største forskel. Helle Thorning-Schmidt tilføjer, at mens hun da ofte har oplevet enighed med Margrethe Vestager, så er Connie Hedegaard en del af en regering, som hun ikke føler noget åndsfællesskab med. - Når vi først kommer i gang, vil ingen være i tvivl. Så vil vælgerne kunne se meget tydeligt, hvorfor vi er Socialdemokrater. Hedegaards ansvar Det er tydeligt at høre i telefonen, at landets miljøminister – en tidlig morgen i ministerbilen på vej ind mod centrum - ikke helt ved, hvad hun skal sige til at blive placeret i samme båd som to kolleger fra oppositionen. - Jeg mener sådan set godt, at man kan finde folk, der er mere uenige. Jeg vil ikke prøve at skabe kunstige modsætninger. Det er der nok, der prøver at gøre, i dansk politik, siger Connie Hedegaard, formentlig med dobbelt henvisning til pressen og politikerne selv. Hun har heller ikke noget problem med at se parallellerne i valgkampen, hvor alle tre politikere lagde stor vægt på velfærdsreformer. - Jeg kan da kun håbe på, at når Velfærdskommissionen kommer, så bliver vi enige om at forandre nogle ting i fællesskab. Det ville da være en lykke for det danske samfund. Nu må vi jo se, hvem der - når alt kommer til alt - er parate til at give flere borgere mere ansvar for sig selv. Connie Hedegaard får dog efterhånden talt sig ind på de konkrete områder, hvor hun er uenig med de andre– med Helle Thorning-Schmidt særligt når det gælder socialdemokraternes trang til at hjælpe middelklassen på vej med lovgivning, med Margrethe Vestager når det gælder de radikales stræben mod at frigøre mennesket fra nation og historie. Til slut lander Connie Hedegaard dog på et ideal, som hun gerne vil fremhæve ved sig selv som midterorienteret konservativ. - Som jeg sagde i valgkampen, så skal vi passe på med overbud, hvor vi hele tiden vil tilbyde løsninger til befolkningen. For eksempel i diskussionen om børns kost i skolen. Der synes vi, at ansvaret må ligge hos forældrene. Dét er da decentralt. Der vil R og S være mere tilbøjelige til at sige, at nu må vi også gøre noget! - Jeg vil til enhver tid sige: Kan vi ikke prøve at give det enkelte menneske mere ansvar. Tørskoet i land Er det så nuancer eller grundopfattelser til forskel mellem de tre? Man kan jo prøve at læse deres egen udlægning grundigt. Så kan man jo spørge sig selv, hvad forskellen egentlig er på at være værdikonservativ á la Connie Hedegaard - og stræbe efter at give middelklasseborgeren mere ansvar – og socialliberal som Margrethe Vestager - med erklæret mål om at bekæmpe statsstyring. - Man skal jo spidse ørerne for at høre forskellene, bemærker professor Jens Hoff om en situation, hvor toppolitikere på overfladen ligner hinanden. - Vi kan jo ikke se, at socialdemokraternes leder er en arbejderklasse-person. Vi kan ikke se, at den konservative er en industrirepræsentant. De ligner hinanden, og det kan bringe politikken tilbage i fokus. Jens Hoff vil dog ikke gå så langt som at spå, at Thorning-Schmidt, Hedegaard og Vestager vender den generelle tendens i politik: At vi vælgere i støt stigende grad lader os styre af, hvordan vi spejler os i politikerne og de værdier, de udstråler – især på fjernsynsskærmen, hvor politik gør sig godt i stærke, enkle farver. - Derfor tror jeg også, det bliver meget vigtigt for dem at prioritere nogle enkeltsynspunkter, hvor de trækker frem og siger: Det her synes vi er vigtigt i modsætning til de konservative. Lektor Mie Femø Nielsen tør godt være optimist, når hun ser på de tre kvindelige politikere på tømmerflåden, som det er så svært at lave en vittighed ud af. - Når alle er unge og smarte og moderne, så bliver det deres politiske holdninger, der skiller dem ad. Så kan den moderne fremtoning måske blive en vej til det gode gamle princip om at dele sig efter anskuelser, som så mange sukker efter, når de taler om designerpolitik.