Politi

Tre anholdt efter påkørsel

KØBENHAVN:Vestegnens politi har anholdt tre mænd, efter at en politibetjent blev påkørt ved uddannelsescentret CPH-Vest i Ishøj syd for København. Betjenten kunne senere udskrives fra hospitalet. Han var én af dem, som rykkede ud, da politiet blev tilkaldt, fordi der var opstået et større slagsmål på skolens område. - Politibetjenten er den første på stedet og ser, at nogle biler er på vej væk. Han bliver påkørt, da han prøver at standse bilerne, fortæller pressetalsmand Lars Andersen fra Vestegnens Politi. Det var mandag eftermiddag uvist, om de tre har nogen forbindelse til slagsmålet på skolen, ligesom politiet endnu ikke havde klarhed over, hvad der satte balladen i gang. Politiet håber blandt andet på, at billeder fra skolens overvågningskameraer kan bidrage til opklaringen. /ritzau/