Tre anholdt for gaderøveri i Hjørring

Politiet i Hjørring har anholdt tre unge for et røveriforsøg tirsdag aften i Hjørring. Der er tale om en 18-årig, en 17-årig og en 14-årig dreng, som nu bliver afhørt af politiet.

Tirsdag aften ved 19.30-tiden blev en 17-årig ung mand udsat for et røveriforsøg på Vendiavej i Hjørring. De to røvere, som sprang ud af en varebil, krævede, at den 17-årige udleverede sin mobiltelefon. Da han nægtede, truede den ene af mændene den unge mand med en foldekniv, hvorefter den 17-årige satte i løb. Han blev indhentet og væltet omkuld, og de to mænd sparkede på ham og krævede fortsat at få udleveret hans mobiltelefon. Den 17-årige råbte om hjælp hos en forbipasserende mand, der dog ikke kom ham til undsætning, men det fik imidlertid de to overfaldsmænd til at tage flugten. Det lykkedes imidlertid at læse nummerpladen på bilen, og klokken 10 onsdag formiddag kunne politiet anholde den første af de tre formodede gerningsmænd. Der bliver senere taget stilling til, om den 17-årige og den 18-årige skal i grundlovsforhør.