Tre anholdt for groft overfald

Mulige gerningsmænd bag groft overfald i Hurup fremstilles lørdag i Grundlovsforhør.

Tre mulige gerningsmænd bag et groft overfald på en 42-årig mand på Bredgade i Hurup klokken 02 freadg morgen, skal lørdag forsvare sig foran en dommer i et grundlovsforhør. Fire mænd blev hurtigt sat i forbindelse med overfaldet på den 42-årige. De var fulgt efter ham fra et værtshus på Bredgade, da den 42-årige var blevet bedt om at gå. Kort efter blev den 42-årige fundet gennembanket med blandt andet flere brækkede ribben og efter den første behandling på Sygehuset i Thisted sendt videre til Aalborg Sygehus. Her ligger offeret stadig og bliver indtil videre holdt i kunstig koma. Tre af de fire mænd blev anholdt fredag formiddag og har været afhørt hele dagen. Om der bliver en fjerde anholdelse er sidst på eftermiddagen endnu uvist. Der er heller ikke klarhed over, hvad overfaldet skyldes.