Tre anholdt for hjemmerøveri
Tre mænd blev tirsdag anholdt i Thisted efter et hjemmerøveri i Løgstør

Foto: Henrik Bo Pressefotograf Henrik Bo
LØGSTØR:Efter et voldsomt hjemmerøveri mandag formiddag på Norgesvej i Løgstør skred Nordjyllands Politi i samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag eftermiddag til anholdelse af tre mænd på en adresse i Thisted.
Anholdelsen skete kl. 14.15, og de tre mænd blev tirsdag aften overført til Nordjyllands Politi og forventes fremstillet i grundlovsforhør senere onsdag. Der er tale om en 29-årig mand fra Djursland, en 40-årig mand fra Thisted og en 26-årig mand fra Aabybro-området.
Politikommissær Preben Møller, der er leder af Efterforskning hos Himmerlands Politi, ønsker ikke at oplyse nærmere om, hvordan de tre mænd kædes sammen med røveriet, der beskrives som et opgør i misbrugsmiljøet.
Offeret, en 53-årig mand, har selv oplyst, at der var to mand om røveriet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.