Tre banditter i bilhuset

Musik 20. april 2003 08:00

BIERSTED: Biersted Happy Jazz og Kulturforsyning arrangerer 26. april koncert med "Muleskinners" i Bilhuset i Biersted. Muleskinners består af tre forhærdede spillemænd med længere karrierer bag sig indenfor snart alle stilarter. Kærligheden til countrymusikkens rødder drev dem i armene på hinanden, og nu driver de deres familier til vanvid med skånselsløs yodlen og sentimental trestemmig sang. Det siges, at når disse gamle forhændede spillemænd først smider stokken og støttekorsettet, er det med at holde på hat og briller. Musikken spiller så køerne hyler, og selv træbenet tager sig en stiv whisky. Musikken bare oser af guldgravere og ko-lort. Når bølgerne gør højt anes enddog en tåre i de tre banditters øjenkroge. The Muleskinners består af Malthe Nielsen på guitar, violin, mundharpe og sang. Henning Jennsen på guitar, banjo og sang og Olav Gudnason på kontrabas, mundharpe og sang. Formanden for Biersted Happy Jazz og Kulturforsyning, Finn Kornum, oplyser, at der som følge af det gode økonomiske resultat i 2002, er gratis adgang til arrangementet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...