Tre betjente ramt af skud i København

Politiet efterlyser gerningsmænd i en mørk VW Polo, der flygtede ad Jagtvej efter skyderi på Østerbro.

Tre politibetjente er blevet såret af skud, bekræfter Københavns Politi over for Berlingske. To gerningsmænd er på fri fod.

Ritzau erfarer, at en mand i 30'erne er blevet skudt i brystet. Ifølge eb.dk skal der være affyret mellem 20 og 40 skud.

Skyderiet fandt sted lørdag eftermiddag ved debatmødet "Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed" i kulturhuset "Krudttønden" på Østerbro med den svenske kunstner og Muhammedtegner Lars Vilks.

Det bekræfter politiet.

- Der blev i dag kort før klokken 1600 skudt ved adressen, Krudttønden, Østerbro, København. Efter skyderiet flygtede gerningsmændene i en mørk VW Polo, med registreringsnummer, AT 25919 ad Jagtvej.

- Hvis nogen ser køretøjet skal man kontakte politiet på 112. Man skal ikke selv forsøge at tage kontakt til hverken køretøjet eller føreren, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Den svenske tegner meldes uskadt. Det samme gør den franske ambassadør, der også deltog i arrangementet.

Debatmødet blev efter skyderiet genoptaget kort efter klokken 16.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.