Frederikshavn

Tre bokstyve efterlyses

FREDERIKSHAVN:Nordjyllands Politi er fortsat uden afgørende spor af de sandsynligvis tre mænd, som fredag eftermiddag slap af sted med udbyttet fra 24 kunders bankbokse i spar Nord Banks afdeling i Danmarksgade i Frederikshavn. - Vi mener. at der var en tredje mand udenfor banken, og vi har en stærk formodning om, at der er tale om samme gerningsmænd, som 10. november klokken 13.40 var i kælderen med boksene, fortæller vicepolitikommissær Carsten Corfitzen, Nordjyllands Politi i Frederikshavn. De to blev 10. november forstyrret i deres forehavende og stak af. Anden gang - i fredag - lykkedes det at slippe af sted med et ukendt værdibeløb. Ejerne af boksene er underrettet. Politiet efterlyser nu tre gerningsmænd. Der er fra Spar Nords overvågningskamera frigivet billeder af de to mænd, der var inde i rummet med boksene. - Det er svært at sige noget om deres alder, men de talte dansk. De var maskerede, dog ikke som tidligere oplyst med elefanthuer. Oplysninger kan gives på telefon 114, og vi er også meget interesserede i at høre fra folk, der måtte have bemærket en mistænkelig person uden for Spar Nord Bank i Danmarksgade fredag cirka klokken 15.07, siger Carsten Corfitzen. De to, muligvis tre tyve, stak af til fods og er ikke set siden fredag.