Tre butikker lukker

Aalborg 28. oktober 2002 07:00

FREDERIKSHAVN: Buksen i Danmarksgade lukker. Det samme gør Cocktail, og tæppe-land på Hjørringvej har også planer om at dreje nøglen om. Dog ikke før hen på sommeren næste år. Men der er tilsyneladende ikke nogen fælles baggrund for de mange butikslukninger. - Grunden til, at jeg afvikler er, at jeg kan se, der ikke er penge i det, siger Johnny Nielsen, der er indehaver af Buksen. - Indbyggertallet er jo ikke faldet, konstaterer han og slutter, at så må folk jo prioritere anderledes og bruge deres penge på noget andet. Foreløbig holder han i hvert fald åbent indtil jul. Den endelige dato for lukningen har han endnu ikke lagt sig fast på. Henry Hansen, der er direktør for tæppe-land har en helt anden grund til at lukke butikken i Frederikshavn. - Vi vil ikke ofre den store renovering, der skal til for at få bygningen til at ligne et rigtigt tæppeland. Der skal så mange penge til, at det vil vare meget længe, før det bliver rentabelt, siger han. I stedet vil kæden koncentrere sig om forretningen i Hjørring. Medarbejderne er orienteret om den forestående lukning, og de har allesammen fået tilbudt arbejde enten i Hjørring eller Aalborg. Cocktail, der sælger dametøj i Danmarksgade, har hængt skilte i vinduet om ophørsudsalg. Det skyldes angiveligt helt private forhold. Men her bliver der ingen tomme lokaler. Allerede på mandag åbner Marcell, der hidtil har holdt til i Danmarksgade 36.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...