EMNER

Tre dage med eksotiske planter

HIRTSHALS:Torsdag, fredag og lørdag i næste uge har Mimosa i Vestergade en udstilling med masser af eksotiske blomster og planter. Det bliver f.eks. muligt at se 20 forskellige orchideer, dekorationsananas, kæmpestore afrikanske løgblomster og meget mere. Anledningen er, at den indkøbs- og inspirationsforening som Mimosa er med i, nemlig Floristen, har 20 års jubilæum. Floristen omfatter 32 af de mest kreative blomsterbutikker i Jylland. Foreningen blev stiftet i 1983 af en gruppe aktive blomsterhandlere, som allerede dengang så mange fordele ved at samrbejde. Blandt medlemmer er en uofficiel verdensmester samt flere deltagere ved såvel nordiske, europæiske samt verdensmesterskaber. Også ved DM hævdede Floristen sig ved at besætte fire af seks podiepladser. I forbindelse med jubilæet afvikles en vinduespyntningskonkurrence for medlemmerne. Den går ud på med vin og blomster at pynte et vindue eller et område af butikken på en ny, kreativ og eksotisk måde. Denne konkurrence deltager Mimosa selvfølgelig i. - Vi sætter alle stilke til for at vinde. Præmien består iøvrigt af et konsulentbesøg samt assistance i butikken fra en kendt blomsterkunstner, siger blomsterhandler Asbjørn Christensen.