Tre danske EM-kampe i Aalborg

AALBORG:Helt efter Aalborg Kommunes ønske spiller kvindelandsholdet i håndbold deres tre indledende kampe ved EM 2010 i Gigantium. Slutrunden foregår fra 7. til 19. december næste år i både Danmark og Norge. Randers er vært for den anden indledende gruppe, der spilles i Danmark, og Herning Messecenter får den mellemrunde, der spilles i Danmark samt finalekampene. Aalborg Kommune gik slet ikke efter finalekampene. - Vi gik efter de danske håndboldkvinders indledende runde, først og fremmest, fordi der er en nyhedsværdi i starten af slutrunden. Vi vil også være sikre på, at holdet spiller tre kampe heroppe, siger en veltilfreds Søren Thorst, der er projektleder i kommunens eventafdeling. Han står for den aalborgensiske planlægning af slutrunden. Ifølge Søren Thorst er der ikke den store økonomiske gevinst ved det. - Det det drejer sig om er, at give aalborgenserne en håndboldoplevelse på et meget højt plan, og vise at store begivenheder sagtens kan komme til Aalborg. Landstræner Jan Pytlick er i gang med at sammensætte et ungt slagkraftigt landshold, blandt andet med Aalborg DH's unge playmaker Lærke Møller. Men han har også været ude at sige, at det ikke er realistisk med medaljer ved slutrunden på hjemmebane. anders