Tre danske film med i Cannes

Lars von Triers "Manderlay" er udtaget til visning i hovedkonkurrencen ved dette års Cannes Festival 11. til 22. maj. Også Dagur Káris "Voksne mennesker" deltager, nemlig i serien Un Certain Regard og Robert Depuis' animationsafgangsfilm "Exit" fra Den Danske Filmskole er med i serien Cinéfondation. Begge serier hører sammen med hovedkonkurrencen under festivalens officielle program. I "Manderlay" har Bryce Dallas Howard overtaget hovedrollen som den smukke Grace, der fortsætter sin rejse fra Dogville gennem 30'ernes USA og ankommer til sydstatsplantagen "Manderlay", hvor hun oplever, at slaveriets rædsler endnu ikke er ovre, og føler sig nødsaget til gribe ind. På rollelisten finder man bl.a. Isaach De Bankolé, Willem Dafoe, Danny Glover. Lars von Trier modtog i 2000 Den Gyldne Palme i Cannes for "Dancer in the Dark" og deltog i 2003 i hovedkonkurrencen med "Dogville". Von Trier og Bryce Dallas Howard vil sammen med andre hovedspillere være til stede i Cannes. "Manderlay" har Danmarkspremiere 3. juni. Dagur Káris "Voksne mennesker" er en dramakomedie om graffiti-kunstneren, Daniel, som lever af at male kærlighedserklæringer på bestilling på Københavns mure. Han er bestandigt på flugt fra parkeringsbøder, rudekuverter og politi, og alligevel lever han et ubekymret liv, indtil han forelsker sig i pigen Franc. Jakob Cedergren og Tilly Scott Pedersen har hovedrollerne. "Voksne mennesker" har dansk premiere samtidig med festivalen, 13. maj. Dagur Kári og skuespillere fra filmen vil være også i Cannes. Robert Depuis' "Exit" deltager i Cinéfondation, som er Cannes Festivalens konkurrenceprogram for filmskolefilm. "Exit" er en syv minutters thriller, der blander dukkeanimation og live-action.