Tre danske soldater hjem for beruselse

KØBENHAVN:En kaptajn, en oversergent og en overkonstabel bliver i dag sendt hjem fra Kosovo på grund af beruselse i tjenesten. De pågældende blev ifølge Hærens Operative Kommando (HOK) stoppet af grænsepolitiet ved grænsen mellem Makedonien og Kosovo 23. december ved 22-tiden efter anmodning fra britisk militærpoliti. De blev tilbageholdt for mistanke om beruselse i tjenesten. Militærpolitiet fra Camp Olaf Rye blev tilkaldt, og de bragte soldaterne tilbage til den danske lejr, hvor der blev udtaget blodprøver og optaget rapport. De pågældende kommer fra Trænregimentet i Aalborg./ritzau/