Terrorisme

Tre danskere savnes fortsat

Dødstallet var i går nået op på 181 mennesker fra 12 lande. Omkring 300 blev såret

KUTA:Oprydningen efter lørdagens bombeattentat mod diskoteker på Bali fortsætter, og dødstallet var ifølge officielle kilder i går eftermiddag nået op på 181 mennesker fra 12 lande. Omkring 300 blev såret. Læger på Bali, hvor eksplosionen fandt sted i det populære bar- og diskoteksdistrikt Kuta, forsøger fortsat at identificere døde, men håber allerede nu på hjælp fra udlandet. - Ligene vil blive i hospitalet, indtil vi kan identificere dem. Jeg ved ikke, hvordan vi klarer det, og vi har brug for hjælp, siger en læge ved det lokale Sanglah-hospital. Hundreder af sårede turister, herunder danskere, er ved at blive evakueret, mens den ellers normalt så turist-travle Legian-gade i Kuta i går lå næsten helt stille hen. Ingen har taget ansvaret for angrebet, men Indonesiens forsvarsminister, Matori Abdul Jalil, udtaler som den hidtil mest højtstående indoneser, at Osama bin Ladens netværk al-Qaeda opererer i landet. - Eksplosionen på Bali har forbindelse til al-Qaeda, siger han og slår fast, at Bali-bomben var lavet af professionelle. Han giver dog ikke yderligere detaljer, og nogle terroreksperter mener, at det er for tidligt at pege på al-Qaeda eller dens indonesiske forbindelse, Jemaah Islamiah. Adskillige danskere såret Fortrinsvis indonesere, australiere og briter menes at være blandt de omkomne. Adskillige danskere er såret, og tre unge danske kvinder savnes. Eftersøgningen var mandag uden resultat, oplyste den danske ambassadør Geert Aagaard Andersen. - Vi har været ude og prøve og se, om vi kunne finde dem. Vi har været på nogle af hospitalerne, hvor vi har været i kapellerne og på nogle af sygestuerne, men desværre ikke med noget resultat. Vi håber stadig på at finde dem, sagde Aagaard Andersen. De tre savnede på mellem 18 og 21 år er elever på Dansk Studie Center. De var sammen med to studiekammerater, som meldes i god behold, taget på diskotek lørdag. Stemningen blandt de op mod 200 danskere på Bali er trykket, og mandag aften kl. 19.30 dansk tid skulle et fly med 133 danskere og to nordmænd efter planen lette med kurs mod nord. Det ventes i første omgang at lande i Bangkok i Thailand. USA og Australien har kritiseret Indonesien, der rummer verdens største muslimske befolkning, for ikke at have gjort nok for at slå ned på islamisk terror. Efter bomben på Bali har begge lande tilbudt at bistå i jagten på gerningsmændene, og den australske premierminister, John Howard, kom mandag tæt på at gentage kritikken af regeringen i Jakarta. - Vi har en ret, og jeg har en pligt, til at presse på over for den indonesiske regering og påtale behovet for samarbejde i regionen, sagde Australiens premierminister, John Howard. Udover de menneskelige tab kan konsekvensen af angrebet vise sig at være til stor skade for Indonesiens økonomi. Landets møntfod, rupiah'en, og aktiekurserne styrtdykkede mandag på børsen i Jakarta. Ifølge nyhedsbureauet AFP var det panisk salg fra udenlandske investorer, som fik børsindekset til at falde 10,4 procent. Samtidig har den indonesiske sikkerhedsminister, Susilo Bambang Yudhoyono, advaret om, at yderligere terrorangreb kan følge, og at landets olie- og gasdistribution kan være målet. USA forbereder en delvis tilbagetrækning af ambassade-relateret mandskab. Spørgsmålet er imidlertid fortsat, om det er bin Ladens værk. Diaa Rashwan, en egyptisk specialist i islamiske bevægelser sagde til AFP, at al-Qaedas asiatiske forbindelser ikke hidtil har foretaget angreb som det på Bali. Der kan være tale om gerningsmænd, der handler uafhængigt. - Der er titusinder af muslimer i verden, der har et fælles træk: Hadet til USA, sagde Rashwan. /ritzau/