Tre danskere scorer forgæves i NHL

Nicklas Jensen, Peter Regin og Frans Nielsen kom alle på scoringstavlen i fredagens NHL-kampe, men tabte alle.

15. marts 2014 12:42

De danske spillere stod fredag i kø for at markere sig i den nordamerikanske ishockeyliga NHL. Hele tre danske scoringer blev det til.

For en af de danske målscorere - Nicklas Jensen - var der endda tale om den første scoring nogensinde i ligaen.

Han scorede til 3-3 for Vancouver Canucks i udekampen mod Washington Capitals, da der var spillet godt syv minutter af den tredje periode.

Målet var dog ikke nok til at skaffe point, da Washington Capitals tre minutter senere sikrede sig sejren på 4-3.

På nogenlunde samme tidspunkt af kampen nettede Peter Regin for sin klub Chicago Blackhawks, der mødte Nashville Predators. Her var der tale om en reducering til 2-3, og det forblev kampens sidste mål.

Fredagens tredje danske mål tegnede New York Islanders-spilleren Frans Nielsen sig for. Han reducerede til 3-4 i kampen mod San Jose Sharks, da der resterede bare 22 sekunder af kampen.

Dermed blev også dette danskermål forgæves, da San Jose holdt hjem i slutfasen.

Islanders kom dårligt fra start i kampen, da San Jose inden for lidt mere end et minut scorede to mål i første periode. Kort ind i den anden periode stod Frans Nielsen også for en assist til 1-2-målet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...