Tre dartspillere får bøde for at mødes i klublokalet
Medlemmer af dartklub i Hanstholm sigtes for at overtræde corona-restriktionerne

Arkivfoto Lars Pauli
HANSTHOLM:Tre medlemmer af en dartklub i Hanstholm står til bøder, efter at politiet torsdag eftermiddag traf dem i klubhuset på Klitvænget.
Selv om de kun var tre forsamlet i klublokalet, har de overtrådt corona-restriktionerne. For klubber må slet ikke holde åbent, fortæller politikommissær Jørgen Jensen, leder af patruljetjenesten i Thisted.
Politiet har været i kontakt med formanden for dartklubben, der imidlertid kunne melde hus forbi i forhold til den ulovlige brug af klublokalet. Ifølge formanden har alle medlemmerne nemlig nøgle til lokalet.
De tre sigtede er en kvinde på 58 år, en mand på 48 år og en kvinde, der er 67 år. Alle tre har bopæl i Thisted Kommune.
Ifølge Jørgen Jensen er det den første af den slags sager i Thy og på Mors under coronaen.
- Det er det, så vidt jeg lige kan huske, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.