Tre dømt for vold mod kvinde

FREDERIKSHAVN:Et brutalt overfald på en kvindelig bekendt kom til at koste en yngre mand fra Frederikshavn et år og tre måneders fængsel. Den dømte ,Jesper Frode Jensen, trængte 22. marts ind i kvindens lejlighed. Han slog hende hende flere gange med knyttet hånd og tog halsgreb på hende. Bagefter tvang han hende med hen til en pengeautomat og til at hæve 1000 kr. Ud over vold og røveri mod kvinden blev han også dømt for vold mod hendes kæreste, som forsøgte at komme hende til hjælp. To kammerater, som fulgte med voldsmanden ind i kvindens lejlighed, efter han havde sparket døren ind, blev dømt for medvirken, selv om de ikke havde slået. Den ene fik seks måneders fængsel, heraf fire måneder betinget. Retten lagde til grund, at den pågældende havde forsynet voldsmanden med en baseballkølle forud for straffeekspeditionen, men også at han havde forsøgt at holde igen på voldsmanden. Baseballkøllen var i øvrigt ikke i brug. I dommen på seks måneders fængsel var inkluderet en straf for handel med amfetamin. En tredjemand fik 60 dages fængsel, heraf 14 dage ubetinget. Den hovedtiltalte, Jesper Frode Jensen, blev desuden idømt en bøde på 10.000 kr. og frakendt kørekortet i to år for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden.