Udland

Tre dræbt ved angreb på syrisk tv-station

En regeringsvenlig syrisk tv-station er blevet angrebet og tre ansatte dræbt, meddeler statslige medier.

Tre dræbt ved angreb på syrisk tv-station

Bevæbnede mænd har stormet kontorer tilhørende den syriske tv-station al-Ikhbariya og dræbt tre ansatte.

Det rapporterer statslige syriske medier, der betegner angrebet som "et brutalt terrorangreb".

- Terroristerne plantede sprængladninger i al-Ikhbariyas hovedkvarter efter de havde ransaget satellitkanalens studier, herunder nyhedsredaktionen, som blev fuldstændig ødelagt, meddeler statslige medier.

Den tv-station, der er blevet angrebet, er privatejet, men kendt for sin støtte til præsident Bashar al-Assads regime.

Billeder på statsligt tv viser omfattende ødelæggelser på den stationen, der ligger omkring 20 kilometer fra hovedstaden Damaskus.

Al-Ikhbariya genoptog sine udsendelser kort efter angrebet, selv om billederne på statsligt tv viser, at enkelte mindre brande endnu ikke er slukket.

Landets informationsminister, Omran al-Zohbi, siger til statsligt tv, at gerningsmændene har "udført den værste massakre mod medierne og har henrettet journalister og sikkerhedsvagter".

- Det er ikke kommet ud af ingenting, siger han og peger på, at EU har indført sanktioner mod de medier, der er pro-Assad.

- Alle der opfordrer til vold, alle der fører kampagne mod Syrien, hvad enten det er medier, embedsmænd eller FN's Sikkerhedsråd, og særligt alle der ignorerer tilstedeværelsen af bevæbnede mænd, må tage det fulde ansvar for denne forbrydelse, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

EU har indført sanktioner mod statslige medier, og en enkelt, unavngiven privatejet tv-station er også på den sorte liste.

Det er ikke umiddelbart oplyst, præcis hvordan de tre ansatte blev dræbt.

Angrebet kommer dagen efter, at præsident Assad over for sin nyvalgte regering erklærede, at Syrien befinder sig i en krig, som han vil sætte alt ind på at vinde.

Senest har væbnede sammenstød mellem regeringsstyrker og oprørere rystet forstæderne omkring Damaskus.

/ritzau/Reuters