EMNER

Tre dyster om kandidatur

THISTED:27. april er det med stor sandsynlighed afgjort, hvem der er Thisted-kredsens socialdemokratiske folketingskandidat til det næste folketingsvalg. På et repræsentantskabsmøde hos Socialdemokraterne i Thisted-kredsen blev det som ventet besluttet at afgøre kandidatspørgsmålet gennem en urafstemning. Kredsen regnes som en forholdsvis sikkert socialdemokratisk kreds. Valget står mellem kredsens nuværende folketingsmedlem, Ole Vagn Christensen, som udfordres af henholdsvis Egon Pleidrup Poulsen, tidligere borgmester i Morsø Kommune samt gymnasielærer og medlem af Thisted byråd Morten Bo Bertelsen. Omkring 680 socialdemokratiske partimedlemmer, heraf cirka 400 i Thisted Kommune og resten i Morsø Kommune, kan deltage i urafstemningen. Opnår ingen af de tre kandidater mere end 50 procent af de afgivne stemmer i første runde, afvikles en ny afstemningsrunde. Her står valget mellem de to kandidater, som fik flest stemmer ved den første urafstemning. Resultatet af en eventuel anden afstemning ventes at foreligge 27. maj.