Tre-enighed holder ikke

Til trods for, at der er godt to år til næste folketingsvalg, så er tre-enigheden Socialistisk Folkeparti, Radikale og Socialdemokraterne allerede i fuld gang med at dele rovet, hvor bl.a. den socialdemokratiske uddannelsesordfører Christine Antorini allerede har meldt sig som ny undervisningsminister.

Hele denne cirkusforestilling skyldes ene og alene en række meningsmålinger, som har vist et lille flertal til de tre partier. Mange glemmer, at sådan var meningsmålingerne også forud for det sidste folketingsvalg i 2007, hvor regeringen og DF alligevel genvandt vælgernes tillid. Sådan vil det også gå efter næste valg, al den stund, at tre-enigheden SF, Radikale og Socialdemokraterne kun kan blive enige om at vælte den borgerlige regering, hvorimod hele den politiske farvepallette fuldstændig sejler for dem, og vælgerne vil få meget svært ved at finde hoved eller hale i deres fælles politiske samarbejde. Velfærdsforliget, Euro-medlemskab, deltagelse i NATO indsatsen i Afghanistan og forsvarsforliget? Her stemte SF imod og Socialdemokraterne og Radikale stemte for. 24-års reglen for familiesammenføring og tilknytningskravet til Danmark, folkeskoleforliget og hele Anti-terrorpakken? Her stemte SF sammen med Radikale imod, mens Socialdemokraterne stemte for. Forslaget om dobbelt statsborgerskab? Her stemmer SF og Radikale for, hvorimod Socialdemokraterne takker nej. Udligningsreformen? Her stemte Radikale ja, mens SF og Socialdemokraterne stemte imod. Endelig kan vi nævne rygeloven hvor SF og Socialdemokraterne stemte sammen med regeringen hvorimod de Radikale stemte nej og ønskede en meget mere restriktiv rygelov. Ovennævnte eksempler kunne sagtens tilføres en lang række af andre områder hvor det såkaldte regerings-alternativ ville få temmelig svært ved at fremstå som et samlet og styrket modsvar til VOK samarbejdet, der med stor succes siden 2001 har sikret det danske samfund en god og stabil udvikling. Denne udvikling vil vælgerne naturligvis ikke sætte over styr ved at vælge en regering som kun kan overleve ved hjælp af støtte fra Enhedslisten. Alene tanken om Willy Søvndal som udenrigsminister og den tidligere kommunist Ole Sohn som økonomiminister bør få alle landets kirkeklokker til at ringe i døgndrift.