Ungdomsuddannelser

Tre ens huer til trillingerne

Der var nerver på, da trillingerne fra Vrå skulle have huer på.

Trillingerne Charlotte, Louise og Maria fra Vrå fik deres længe ventede hf-huer i går. Foto: Hans Ravn

Trillingerne Charlotte, Louise og Maria fra Vrå fik deres længe ventede hf-huer i går. Foto: Hans Ravn

De forældre, der har prøvet at stå på Hjørring Gymnasium og HF Kursus og vente på et barn, der er inde til sidste fag, ved, hvor nervepirrende det er. Derfor kan man godt føle med Lisbeth og Michael Jørgensen fra Vrå, som i onsdag ventede på hele tre børn, der skulle have huer på. - Ja, vi kom herind allerede før ni, fordi Louise skulle trække klokken ni, forklarede en nervøs Lisbeth Jørgensen, mens hun lidt over 11 ventede med huen til den tredje trilling, Maria, skulle komme ud fra sin danskeksamen til hf. I timerne før havde Marias søstre - Louise og Charlotte - bestået deres hf-eksamen i engelsk og dansk som sidste fag. Endelig kom Maria strålende - hun havde fået 10 akkurat som de to andre. - De tre piger har været rigtigt gode til at støtte hinanden og berolige hinanden her under eksamenslæsningen, forklarede den stolte far. - Men nu bliver det rart at være fri for det læseri lidt, sagde Lisbeth Jørgensen på vej hjem for at fejre trillingerne.