Pædofili

Tre er sigtet i Thy og Mors

Fire efterforskere sat på at tjekke mulige sædelighedsforbrydelser.

Efterforskningsleder ved Thisted Politi Andreas Søgaard betegner samarbejdet med kommunens familieafdeling for fantastisk. 
Arkivfoto

Efterforskningsleder ved Thisted Politi Andreas Søgaard betegner samarbejdet med kommunens familieafdeling for fantastisk. Arkivfoto

Thisted Politi har lige nu afsat fire personer til at efterforske mulige sædelighedsforbrydelser mod børn. Det er situationen, efter at der i løbet af de seneste to uger er kommet en halv snes anmeldelser om overgreb mod børn under 12 år fra Thy og Mors. Efterforskningsleder og vicepolitikommissær Andreas Søgaard oplyser, at der i én sag er sigtet to personer, i en anden sag én person. - Der vil nok blive flere, tilføjer han. Thisted Politi har gennem længere tid opbygget et "fantastisk godt samarbejde" med Thisted Kommunes familieafdeling, når det drejer sig om børn. Vanskelige sager - Det er nogle vanskelige sager, specielt når det drejer sig om børn helt ned til to-tre års alderen. Da er det vigtigt, at der er nogle, der kan hjælpe med at vurdere, om mistanken er reel. En sigtelse har jo kæmpemæssige konsekvenser for den familie, der involveres, siger Andreas Søgaard. Han ønsker ikke at oplyse nærmere om de sigtedes baggrund. Politifolk og socialrådgivere holder løbende møder og vurderer sammen, om der eksempelvis er behov for psykologsamtaler eller nye afhøringer. Politiet er stadig i gang med at videoafhøre børn i de aktuelle sager. Foreløbig er der intet, der tyder på seksuelt misbrug i den allergroveste ende af skalaen såsom samleje eller voldtægt. Fængsling ikke på tale I de værste tilfælde er der mistanke om, at børn har været udsat for anden kønslig omgang end samleje. - Sagerne er ikke så grove, at de sigtede har skullet fængsles, siger Andreas Søgaard. Andreas Søgaard betegner i øvrigt de 10 anmeldelser på knap to uger som "mange anmeldelser i løbet af kort tid". Han kan ikke sige, hvor mange der er normalt, men det er et "lille antal". Overgreb mod børn begrænser sig i øvrigt ikke til bestemte samfundslag - heller ikke i de aktuelle sager fra Thy og Mors.