Tre formål får støtte

Støtteweekend i Den Runde Pavillon med flere formål

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Traffic giver den gas lørdag aften.

BRØNDERSLEV:Støtteforeningen af 2013 inviterer i den kommende weekend til masser af musik, kunst og hygge i Den Runde Pavillon i Hedelund.

Støtteweekenden har til formål at støtte tre formål i Brønderslev økonomisk.

Det hele begynder fredag klokken 20, hvor R. Noor optræder. R. Noor - Rikke Mølbæk Thomsen - er vinder af både Byens Bedste Band og Band Battle for singer song writere. Efter hende er der tre bands på scenen, nemlig Kings Garden, Bag Solen og Here´s Johnny.

- Så det bliver en aften med alt fra lytte-musik, til rock, protestsange og måske en sving-om til sidst, fortæller Arne Mogensen fra støtteforeningen.

Lørdagen begynder over middag, hvor Jesper Hostrup vil spille egne numre. Herefter er der Allan Olsen kopimusik med Helikoptermyg, og eftermiddagen slutter med Kasper Dons. Men dermed er dagen ikke ovre.

- Fra klokken 18.30 er det muligt at medbringe madkurv, og har man ikke lyst til at smøre den selv, har Restaurant Hedelund et madpakketilbud, man kan bestille og tage med, fortæller Arne Mogensen.

Drikkevarer må ikke medbringes. Har man ikke lyst til at spise med, er man meget velkommen til at komme senere på aftenen.

Efter spisning tænder Traffic op for livemusikken, og i pauserne vil Finn Møgelmose fra Larm & Lamper vende plader.

Efter et par dage med rytmisk musik vil der søndag blandt andet være klassisk musik med Simon Søgaard Kristensen og operettesang ved Per Møller.

Sidst på eftermiddagen takker støtteforeningen af.

- Så kan weekendens overskud gøres op og fordeles til de tre formål, som er From Heart To Hand, Fristedet, der drives af Kirkens Korshær og Brønderslev Amatør Scene. BAS vil bruge deres del til et nyt højtaleranlæg til BASaren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.