Tre fra Hirtshals bag fiskeindustri i Strandby

De steger op til 10.000 fiskefrikadeller om dagen på Rødspættevej i Strandby

Hans J. Callesen
 
Foto: Peter Broen
Laksesiderne i kar­ret her er ved at være klar til at bli­ve gra­vet.
Fiskeindustri 17. januar 2007 05:00

STRANDBY: Når du køber en pæn stor fiskefrikadelle i en af Dansk Supermarkeds butikker, Bilka eller Føtex, kan du være sikker på, at frikadellen er lavet på Rødspættevej i Strandby. Her har Quality Seafood ApS til huse i nummer 9, og det har fabrikken haft i næsten et år. Quality Seafood blev etableret 1. marts i fjor, og fabrikken skulle egentlig have ligget på havnen i Hirtshals. - Men det var vi åbenbart de eneste, som syntes. fortæller Kenneth og Kim Uzice. Det er de to brødre og deres mor, Jette, der står bag virksomheden. - Da vi have besluttet os for at etablere en virksomhed for færdigproducerede fiskeprodukter, forsøgte vi at finde et sted, hvor vi kunne være på havnen i Hirtshals - enten i eksisterende lokaler eller i nye på et havneareal, vi kunne leje. Men det kunne ikke lade sig gøre. - Der var ingen hjælp at hente og ingen syntes rigtig, at det var en god ide, vi havde fået, fortæller Kennet og Kim Uzice. - Til alt held havde både jeg og vores mor arbejdet hos på Larsen Danish Seafoods fabrik i Strandby, så vi vidste, at bygningen stod ledig efter at røgvareproduktionen derfra var flytte til Harrislee ved Flensborg, fortæller Kenneth Uzice. - Bygningen var ganske vist blevet solgt, men den var ikke i brug, så vi kunne leje den, og nu er der 13 arbejdspladser, og hvis de udsigter, der nu er for vores produktion, holder stik, bliver der flere. - Både vores mor og vi har beskæftiget os med fisk og med røgning af fisk tidligere. Jette har været produktionschef, og vi har begge blandt andet være røgemestre. Så vi vidste, hvad vi gik ind til. Stor kunde - Da vi fik mulighed for at overtage en fiskeindustri på Fyn, Båringvig Fisk ApS, fik vi samtidig blandt andre Dansk Supermarked med som kunde. Desuden har vi efterhånden også fået cateringfirmaer, fiskehandlere og en hel del hoteller som kunder, og det første år har vi koncentreret os om at få produktionen ind i de rette rammer og om at få opfyldt de forventninger, disse ”gamle” kunder har til vores produkter. - Derfor er det også lidt begrænset, hvor udadvendte vi har været med hensyn til at gøre virksomheden kendt i bred almindelighed og på markedet for færdige fiskeprodukter i øvrigt. - Men det er noget, vi nu er ved at være klar til, fortæller Kenneth og Kim Uzice. Ny pakning - Vi er netop nu ved at forberede et nyt pakkesystem, som gør det muligt for os at pakke fiskeprodukter, som er beskyttet af fødevaregas. Det er en metode, som både bruges af andre fiskeindustrier og som er meget udbredt ved pakning af kød til detailhandlen. - Metoden består, kort fortalt, i, at den almindelige luft i pakkerne erstattes med en fødevaregas, som gør, at fødevarerne holder sig bedre i pakningerne. Pakningen er lige så effektiv som vakuumpakning, men den har den store fordel fremfor vakuumpakning, at fødevarerne beholder deres oprindelige form og udseende. En fiskefrikadelle eller et røget stykke laks, ser ikke helt så appetitlig ud, når det er vakuumpakket, som når det blot ligger i en bakke med folie over, siger Kenneth Uzice. Eksport På Quality Seafood er mulighederne for eksport også ved at trænge sig på. - Netop nu overvejer vi, om vi skal deltage på en fødevaremesse, som holdes i Stockholm, og vi er i kontakt med den danske ambassade i Italien omkring mulighederne for eksport. - Der er meget stor efterspørgsel efter røgede lakseprodukter i Italien, og takket være den strenge danske fødevarekontrol, er Danmark et af de lande, som italienske importører gerne vil købe i, siger Kim Uzice. Fødevarekontrol hænger sammen med kvalitet, og netop høj kvalitet er vigtig hos Quality Seafood. - Hele vores produktionsapparat er indstillet på håndarbejde, og for eksempel bliver alle de fisk, vi røger, saltet med hånden. Det går langsommere, end når man stiksalter, men det er bedre. Kvalitet - Vores produktion er i det hele taget lagt an på at sikre en høj kvalitet. Det betyder, at vi ikke har en meget stor produktion, som ikke koster ret meget i butikkerne. Vi hellere lave lidt mindre for så til gengæld at levere kvalitet. Det kan vi også konstatere, at forbrugerne er glade for. - For nogle år siden var det almindeligt, at produktion fra Danmark blev flyttet til lavtlønsområder som for eksempel Polen. I dag går det faktisk den anden vej. Kunderne er ved at finde ud af, at en lav pris også er ensbetydende med en ringere kvalitet, siger Kenneth Uzice. Hovedproduktionen for Quality Seafood er røgvarer. Det er både kold- og varmrøgede laks, røgede makrel og sild. - Vi røger også torsk, og det synes jeg selv er noget af det bedste, man kan få, men det er endnu ikke slået igennem hos forbrugerne, siger Kim Uzice. Frikadeller - Når det gælder antal, er det imidlertid vores fiskefrikadeller, der er i top. - Da vi begyndte havde vi fire kar, hvor der steges frikadeller. I dag har vi seks, og dagsproduktionen ligger på mellem 8.000 og 10.000 styk. Og der steget hver dag. - Når frikadellerne er blevet så populære er vi overbeviste om, at det også skyldes vores egne krav til kvalitet. Vi bruger således alene fileter fra torsk og mørksej til frikadellerne, siger Kim og Kenneth Uzice.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...