Tre fra samme familie dømt for pengeafpresning

Fik tilsammen 26 måneders fængsel

HJØRRING:Ved retten i Hjørring faldt der i går domme i den mærkværdige pengeafpresningssag fra først og fremmest legehuset ved Soppedammen, hvor tre hjørringensere troede, de skulle hente sig en gevinst i form af 100.000 kr. Men de blev snydt noget så grundigt, for i stedet for rigtige penge lå der snydepenge i posen i form af papirstrimler fra Nordjyske Stiftstidende. Det var en 46-årig kvinde, der hentede posen, men hun blev kort efter anholdt tillige med sine to medgerningsmænd. Den mand, de havde truet til at lægge pengene i legehuset, var nogle timer forinden gået til politiet, og det var en smal sag for de seks betjente at slå en klo i de tre hjørringensere, der i går stod tiltalt for to gange pengeafpresning - idet de på et tidligere tidspunkt havde fået udleveret 50.000 kr. på en legeplads i Christiansgave. Hovedmanden, den 29-årige Henrik Pedersen, blev idømt et års fængsel, mens kvinden fik et halvt års fængsel. Tredjemanden på 19 år slap billigere på grund af sin alder, samt at han ikke tidligere har været involveret i kriminalitet. Han fik otte måneders fængsel, men han skal kun afsone de 40 dage. Resten blev gjort betinget med en prøvetid. Desuden blev de tre dømt til at betale de 50.000 kr. tilbage til den 28-årige hjørringensiske invalidepensionist, som havde lagt pengene på en legeplads i Christiansgave. Henrik Pedersen og kvinden udbad sig betænkningstid med hensyn til anke, mens den 19-årige modtog dommen. På mange måder var det en mærkværdig sag, for de tre dømte er i familie med hinanden, men de nægtede hver især. Kvinden og hendes nevø lagde også skylden over på den 19-åriges onkel, der i lang tid ikke har villet udtale sig. Han har hele tiden siddet varetægtsfængslet, men da han følte jorden brænde under sig, kom han på andre tanker og fortalte politiet, at det var de to andre, der stod for afpresningen. Retsformanden, Jeanette Andersen: - Der er tale om en grov forbrydelse, hvor det ikke kun handlede om pengeafpresning i et tilfælde! Mens kvinden og hendes nevø kunne forlade retssalen, er det endnu ikke bestemt, om hovedmanden skal løslades. Det bestemmes først i næste uge, hvor landsretten skal tage stilling, efter at der blev kæret.