Tre frederikshavnere dømt for overfald

Tre yngre mænd straffet for overfald ved Jolly Butcher på 36-årig mand

Tre unge frederikshavnere på henholdsvis 21, 24 og 28 år er ved Retten i Hjørring dømt for et overfald på en 36-årig mand - også han kommer fra Frederikshavn. Episoden fandt sted i Danmarksgade 3. oktober i år nær ved værtshuset Jolly Butcher. Luder eller loser... Baggrunden for overfaldet var tilsyneladende en misforstået ordveksling. Omkring klokken 01.15 var den 36-årige mand sammen med sin forlovede på vej ind i gyden ved Jolly Butcher. Han havde netop været inde for at søge job som dørmand på værtshuset, da parret blev passeret af de tre yngre mænd. Tilsyneladende blev der råbt "luder" eller "loser" (engelsk ord for taber, red.) efter den 36-årige og hans forlovede, og det ville han ikke finde sig i. Skænderi blev til slagsmål Den 36-årige - som sammenlignet med de tre andre er ret robust bygget - henvendte sig angiveligt på en ret konfronterende måde til de unge mænd. Og det, der startede som et skænderi, endte hurtigt i et slagsmål. I forbindelse med tumulten forsøgte den 36-årige at stikke af, men på en eller anden måde faldt han omkuld, og den chance udnyttede de tre modstandere til at tildele ham adskillige spark mod ansigtet, maven og benene. Tre mod en I retten fik man indtryk af, at de tre anklagede havde velordnede personlige forhold, og de forklarede, at de var ganske overraskede over voldsanklagen. De anklagede mente nemlig, at parterne havde lige stor andel i, at det var endt med et slagsmål. Men det faktum, at de havde været tre mod én og havde sparket på den 36-årige, mens han lå ned, blev udslagsgivende. Alle tre skal i fængsel Dommeren og domsmændene valgte derfor at kende samtlige af de tre tiltalte skyldige. Den 28-årige og den 24-årige mand fik en straf på 60 dages ubetinget fængsel. Ingen af de to er straffet tidligere. Deres 21-årige kammerat blev straffet lidt hårdere - nemlig med tre måneders fængsel. Det skyldes, at han tidligere har tre voldsdomme på samvittigheden. Efter dommen var de tre dømte ganske rystede. De udbad sig derfor 14 dages betænkningstid for at tage stilling til, om dommen skal ankes til landsretten.