Tre fremragende blæsere til koncert i Thisted

De tre medlemmer af Trio Racconto: Jolson Oshiro (klarinet), Thomas Klauber (fagot) og Peter Kirstein (obo).
Teater 10. marts 2007 05:00

THISTED: De tre fremragende blæsere, der kommer til Musikforeningens koncert tirsdag den 13. marts i Thisted Musikteater, har bl. a. værker af Mozart og Beethoven på programmet. De tre blæsere er Peter Kirstein (obo), Jolson Oshiro (klarinet) og Thomas Klauber (fagot). De er alle tre ansat i orkestre. Peter Kirstein i Det kgl. Kapel, Jolson Oshiro i Danmarks Radios Symfoniorkester og Thomas Klauber i Odense Symfoniorkester. De dannede i 1998 Trio Racconto og har siden givet koncerter mange steder. Deres repertoire er vidtspændende – fra klassiske divertimenti til nyere værker, for eksempel Jørgen Bentzons ”Racconto nr. 3” for tre blæsere. Peter Kirstein er uddannet på Det kongelige danske Musikkonservatorium og har modtaget flere legater, bl.a. Jacob Gades musikpris 1998. Jolson Oshiro kommer fra Amerika. Han er uddannet på universitetet i Arizona og fortsatte på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med diplomeksamen i 2003. Thomas Klauber har bl. a. studeret på Hochschule für Musik und Theater og været ansat på Det kongelige danske Teater, inden han kom til Odense. Endvidere er de alle tre medlemmer af blæserkvintetten ”Copenhagen Winds” På programmet for koncerten i Thisted Musikteater på tirsdag står Divertimento nr. 4 af Wolfgang Amadeus Mozart, Trio af Jacob Gordon (1895-1984), En trio i gammel stil af Hans Chemin-Petit (1902-1981) og Variationer af Ludwig van Beethoven over ”La ci darem la mano”. @Byli.9.special.bund:Af Jørgen Miltersen thisted@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...