Aalborg

Tre generationer er samlet i harmonikaklub

SKAGEN:Harmonikaklubben Havskum regner sig selv for en Skagenklub. De ni medlemmer kommer dog fra Aalborg, Børglum, Hjørring, Aalbæk, Thisted - og Skagen. For fem år siden flyttede Havskums formand Jan Mose Christiansen til Thisted. - Jeg kunne ikke forestille mig at spille andre steder end i Havskum. I Thisted spiller de efter noder. Det er ikke rigtig noget for mig. Vi spiller mest for sjov, forklarer Jan Mose Christiansen. Han udgør den midterste af tre generationer i Havskum. Far Svend og sønnen Rasmus er også med i klubben. 11-årige Rasmus kom med første gang for seks år siden, da farfar lærte ham at spille på skeer. Siden har han spillet trommer i Havskum. De seneste syv måneder har Rasmus fået harmonikaundervisning af en de dygtigste og mest anerkendte harmonikaspillere, Søren Brix. Rasmus er nu blev så dygtig, at han på træffet optrådte sammen med Søren Brix - foruden sammen med resten af Havskum. Selvom Havskums medlemmer er spredt rent geografisk lægger de vægt på at spille sammen en gang om måneden. Det foregår på skift hos medlemmerne privat. Og hvert år i april knokler de med venskabstræffet.