Dronninglund

Tre hjemmesejre

Det blev en god sportslig weekend i Skagen

SKAGEN: I sportens verden bød weekenden på fire hjemmekampe i Skagen. Eller skulle have budt på fire, for den ene blev aflyst. Lørdag vandt håndboldpigernes puslingehold 17-11 over Dronninglund. Drengenes lilleputhold skulle have spillet mod Tolne samme dag. Men udeholdet havde læst spilletidspunktet forkert, så de dukkede op to timer for tidligt. I stedet for at vente, kørte de hjem igen. Dermed havde Skagen vundet uden kamp. BK Skawbo kunne også glæde sig over en hjemmesejr, men måtte samtidig indkassere et nederlag. BK Skawbo 3 væltede 2530 kegler, og det var nok til at slå "De Kvikke Kegler" fra Hjørring, som kun væltede 2494 kegler. Sejrscifrene blev 8-2, og alle fire skagboer væltede over 600 kegler. Jan Olesen væltede 678 kegler, H. P. Christoffersen væltede 630 kegler, Mads Westphal væltede 621 kegler, og endelig væltede Lene Thomsen 601 kegler. Desværre for klubben måtte BK Skawbo 2 se sig slået med de samme cifre, 8-2, af Hirtshals 2. Skagboerne væltede 2186 kegler, men udeholdet formåede at vælte 2305. Jonna Würtz var bedste skagbo med 589 kegler. Bruno Jørgensen væltede 578 kegler, Leila Hald væltede 516 kegler, og Trille Steen fik 503 kegler ned at ligge. Dahl