EMNER

Tre hop for julehyggen

Rabalder-Helge inviterede børn til julehyggejagt

AALBORG:Bang. To par solide vinterstøvler banker ned i taget på den sølvfarvede OpelKadet. Bang. Taget bøjer nedad under vægten af to knægte, der iført styrthjelme hopper op og ned. Bag bilens mørktonede ruder hviner fire andre børn. Det vil sige, tre af dem hviner, mens den sidste sidder uforstyret på forsædet og laver motorlyde. En pædagog kommer styrtende over mod bilen. Men i stedet for at jage minivandalerne ud, hjælper hun en lille pige op på taget. - Hun skal også have lov til at hoppe, siger hun bare. Reglerne er lidt anderledes i Tante Andante Huset på Skydebanevej end i resten af verdenen. Her følger man nemlig Kardemommeloven:Du må ikke plage andre eller sætte livet på spil, men ellers må du gøre, som du vil. Så onsdag eftermiddag pisker 25 børn fra Børnehaven Bonderupgården i Skalborg rundt i den ombyggede garagebygning. De skal hjælpe Andantehusets beboer, Rabalder-Helge, med at finde julehyggen.Den har den olieindsmurte mekaniker nemlig glemt et eller andet sted. Juleprinsesser Lige ved siden af de hoppende drenge har de to piger, Mathilde og Sofie, fundet et stille hjørne, hvor de kan lege med sminke. Først styrer Mathilde farveladen. - Du skal have den her læbestift på. Den er fyldt med 'gredienser, der gør den ekstra blød, siger Mathilde belærende. På nær en stavelse , er det nøjagtig som i tv-reklamerne. Midt i lokalet, står børnene i kø for at få en svingtur i repgyngen, og nede i den anden ende af lokalet er det også de mere stilfærdige julesysler, der dominerer. Til gengæld er julenissen Charlotte langt fra stilfædig. - Skal den ikke have et guldsprøjt, spørger hun en pige. Rødhårede Ann Sofie nikker. - Så hold dig for næsen, mens jeg sprøjter, siger hun og rækker spraydåsen ud i strakt arm som var det en tåregasspray. Psssst, siger det, og så er Ann Sofies dekoration forgyldt. Fedt sted Pædagog Pia Thomsen står ved siden af. - Det er et fedt sted. Her kan børnene gøre lige, hvad de vil. Nu er vi bare kede af, vi snart skal afsted. Hun er dog lidt bekymret for, om børnene vil leve videre efter Kardemommeloven, når de kommer hjem. - Det kunne være dejligt. Men de plejer at være gode til at skelne., beroliger nisse-pigen Charlotte.