Tre hvide duer fløj en sidste gang

Rigtige venner tog i går afsked med Birge Lønquist Hansen

Musik 1. september 2004 06:00

OUE: Den lavmælte tale forstummer, da rustvognen ruller ind på den smalle allé, der fører op til Oues lille landsbykirke. Kun stenene, der rasler under hjulene og skridt fra de mange, mange mennesker, der følger Birge Lønquist Hansens kiste, finder vej gennem vinden. Klokkerne ringer, indtil rustvognen holder blandt de mange fremmødte foran kirken. Forsigtigt bliver den store kiste af kirsebærtræ båret ind i kirken, og familie, venner, kolleger og fans følger efter. De er der alle sammen. Dorthe Kollo, Bjørn og Johnny Hansen, Ib Grønbæk, Lis og Per Kauczki og mange flere. Uden for musikkens verden er blandt andre Låsby Svendsen, tidligere folketingsmedlem Kristen Poulsgaard, formanden for fanklubben Bente Hansen og landevejsridderne Nøddeknækkeren, Babysitteren og Rolf. Der er ikke plads til alle i den lille kirke, der er pyntet med en rød rose og grønne blade i de små holdere for enden af hver kirkebænk, så mange må tage opstilling i våbenhuset eller helt udenfor. Kisten står i korbuen prydet af store, røde roser. Præludiet, "Aleneste gud i himmerig", fylder det smalle og korte kirkerum. Hvert et sæde er besat, og i mellemgangen sidder folk på små taburetter ved siden af de mange kranse. De godt 150 inde i kirke og de lige så mange udenfor synger "Nærmere Gud til dig", og efter en bøn "En rose så jeg skyde". Under sidste vers rejser præst Paul Christian Arnbak sig og træder hen foran kiste, inden tavsheden igen sænker sig et kort sekund. - Nu er Birge Lønquist Hansen ikke længere. Han blev kun 58 år, siger Paul Christian Arnbak. - Han sygdom skred ubarmhjertigt frem, men sammen med dig Inger-Lise, hjalp I hinanden frem i den sidste tid, og Birge Lønquist Hansen fik lov at dø i sit hjem, hvor han hører til. Talen bringer tråden i Birge Lønquist Hansens liv fra opvæksten i Sebbersund ved Nibe Bredning, over mødet med hans livsledsager Inger-Lise til årene i Frederikshavn og bosættelsen i Oue i 1972. Musik har altid været en del af livet, og har fuldt ham hele vejen. - Hans musikalitet var ikke påtaget. Den var en del af ham, lyder to sætninger af talen. I midten af 80'erne mødte Jodle Birge berømmelsen. - Bag berømmelsen lå der hårdt arbejde. Jeg tror, at en af grundene til hans store succes er, at han kendte det samme svære liv som os andre. Bag det særlige er hverdagen. Og her betød familien og vennerne meget, fortæller Paul Christian Arnbak, mens alles øjne er rettet mod kisten og mindes ordenes betydning. Lige inden kisten skal ud på den sidste korte tur til kirkegården udenfor, rejser Dorthe Kollo sig fra sin plads ved siden af kisten. Som et minde for den folkekære dansktopsanger synger hun "Tre Hvide Duer," akkompagneret af tonerne fra to harmonikaer. Hun kæmper med ordene, der blander sig med følelserne, inden de undslipper hendes læber, men ved omkvædet begynder først én og herefter mange at nynne med, og bærer Dorthe Kollos stemme videre i teksten. Kirkerummet fyldes efterhånden af de mange stemmer, der løfter en af Birge Lønquist Hansens mest elskede sange op ad de hvidkalkede vægge. Helt op til de gyldne lysekroner i loftet. En tåre glider ned over en kind. En hånd kommer til trøst. Ansigter knuget af sorg, samlet i sang som en sidste hyldest til en mand, far, bedstefar og ven, der har glædet og rørt mange, mange mennesker. Forsigtigt bæres kisten ned af den smalle gang, og ud af kirken, mod den plads på kirkegården, ved siden af kapellet, hvor de nærmeste siger det sidste farvel, inden Birge Lønquist Hansen sænkes i jorden. I et kort øjeblik trækker skyerne til side, og lader solen skinne på de mange mennesker.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...