Tre idrætsgrene er slået sammen

Børnene myldrer til i Ferslev

Dall 11. september 2002 08:00

FERSLEV: Børn mellem tre og syv år i Dall og Ferslev kan ikke længere gå til gymnastik, fodbold eller håndbold i den lokale Dall-Ferslev Idrætsforening (DFI). Til gengæld kan de gå til minisport en gang om ugen. En time med alverdens former for leg og bevægelse, hvor det handler om motorik og om at lege. Og børnene myldrer til. Tidligere havde DFI's afdelinger for fodbold, håndbold og gymnastik til sammen knapt 40 aktive i aldersgruppen - men omkring 70 børn har deltaget, siden minisport blev introduceret for et par uger siden. - Vi har organiseret det som en lille selvstændig afdeling og hyret Janne Lynge som leder. Hun er uddannet lærer med idræt som linjefag - og i øvrigt tidligere håndbolddivisionsspiller i Aalborg HS, fortæller Inge Kjær fra DFI. De tre afdelinger - håndbold, fodbold og gymnastik - stiller med i alt fem hjælpere, så sammen med Janne Lynge er der seks voksne til at tage sig af børnene. Successen har været så stor, at Inge Kjær er ved at undersøge, om haltiden kan udvides fra tre kvarter til halvanden tilme hver mandag eftermiddag i Ferslevhallen. - Vi oplevede tidligere, at de tre afdelingern nærmest konkurrerede om børnene, men alligevel havde svært ved at samle ret mange. Så foreslog vores gymnastikformand Eva Knudsen, at vi slog det hele sammen for de tre-syv årige, hvor det jo handler mere om leg og motorik end egentlig konkurrence, forklarer Inge Kjær. Børnene får stadig tilbudt at deltage i stævner i de respektive idrætsgrene - alle, der er med i minisport, kan melde sig til mikrostævnerne.beukel

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...