Tre kandidater fundet til natur- og miljøpris

En nedsat priskomite skal nu udvælge vinderen, der får prisen overrakt inden nytår

Sidste års vindere af Rebild Natur- og Miljøpris var børnene i institutionerne Kløvermarken i Ravnkilde (foto) og Tuen i Ravnkilde, der fik prisen for deres aktive deltagelse i forskellige opfølgende aktiviteter i Klima Rebild ugerne. Foto: Torben Hansen

Sidste års vindere af Rebild Natur- og Miljøpris var børnene i institutionerne Kløvermarken i Ravnkilde (foto) og Tuen i Ravnkilde, der fik prisen for deres aktive deltagelse i forskellige opfølgende aktiviteter i Klima Rebild ugerne. Foto: Torben Hansen

REBILD:Hele fem kandidater er indstillet til Rebild Natur- og Miljøpris her ved fristens udløb i weekenden.

Det er Det Grønne Råd i Rebild Kommune, der som tovholder hvert år uddeler prisen i samarbejde med teknik- og miljøudvalget.

- Reelt er der kun tre kandidater til prisen i år, fordi nogle af indstillingerne overlapper hinanden. De tre repræsenterer både enkeltpersoner og grupper, oplyser biolog i center natur og miljø Karen Clausager som sekretær for Det Grønne Råd.

Rådet består af 15 medlemmer, der hver repræsenterer foreninger, råd og fonde med relationer til natur og miljø i Rebild Kommune.

Kravet til prismodtagere er at de skal være bosat i Rebild Kommune, være ansat i en virksomhed eller engageret i en forening eller institution med adresse og virke i kommunen.

Dertil kommer at de skal have gjort en særlig indsats for at fremme en natur- og miljømæssig bæredygtig udvikling i Rebild Kommune.

Priskomité skal nu på arbejde

I næste uge mødes medlemmerne af Det Grønne Råd, hvor det skal vælges to repræsentanter til en nedsat priskomité.

- Den består også af to medlemmer af teknik-og miljøudvalget, nemlig formand Kim Edberg og næstformand Anna Oosterhof. De skal nu vælge vinderen blandt de tre kandidater, og det er planen at selve hædersprisen vil blive uddelt inden nytår. Det plejer at foregå på vinderens private adresse eller arbejdsplads, påpeger Karen Clausager.

Rebild Natur- og Miljøpris består af et diplom og en præmie på 5000 kr.

Sidste års vinder var børnene i institutionerne Kløvermarken og Tuen i henholdsvis Ravnkilde og Haverslev, der fik prisen for deres aktive deltagelse i forskellige opfølgende aktiviteter i Klima Rebild ugerne alle de fem år, hvor arrangementet har fundet sted

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.