Tre kendt skyldige i gruppevoldtægt

Mænd er idømt fængselsstraffe og udvisning

Susie Skov
Arkivfoto: Henrik Bo
Kriminalitet 12. september 2017 06:19 - Opdateret 12. september 2017 06:25

AALBORG: Tre udenlandske mænd på 19 år, 23 år og 24 år er ved Retten i Aalborg idømt fængselsstraffe og efterfølgende udvisning af Danmark.

Dommen blev afsagt efter i alt tre dages retsmøder og er straffen for, at de tre mænd 18. februar og i forening voldtog en på det tidspunkt 19-årig kvinde fra Nordjylland.

Voldtægten skete på det gamle Park Hotel i Aalborg, og overgrebet blev anmeldt af en nærtstående til den forurettede kvinde.

- Retten fandt de tre skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet, fortæller anklager Janni Nørgaard fra anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi.

To mænd fængslet for grov gruppevoldtægt i Aalborg

Janni Nørgaard oplyser, at kvindens forklaring efter anmodning fra hendes bistandsadvokat blev afgivet for lukkede døre. Derfor kan forklaringen ikke gengives, men anklagemyndigheden har tidligere fortalt til NORDJYSKE, at den 19-årige kvinde har forklaret, hun fulgte med en mand op på værelset for at sove. Hun vågnede ved, at tre mænd begyndte at tage tøjet af hende og efterfølgende voldtog hende.

- Retten fandt det som en skærpende omstændighed, at voldtægten blev begået i forening, at det skete over længere tid, og at det skete under trusler om vold, siger Janni Nørgaard.

Ankede til Landsretten

Retten fulgte dog ikke helt anklagerens sanktionsniveau, der for alles vedkommende lød på yderligere et halvt års fængsel.

- To af de tre mænd blev idømt fire års ubetinget fængsel og den tredje blev idømt fire og et halvt års ubetinget fængsel, fortæller Janni Nørgaard.

Alle tre mænd blev idømt udvisning af Danmark med et indrejseforbud for bestandig.

De tre mænd ankede på stedet dommen til Landsretten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...