Tre klubber bejler til guld på Sveriges sidste spilledag

Djurgården bliver mester ved at få point i sidste runde. Glipper det, kan Malmö FF eller Hammarby snuppe guld.

Djurgården vinder det svenske mesterskab ved at få mindst et point på sidste spilledag lørdag. Foto: 10090 Claudio Bresciani/Tt/Ritzau Scanpix

Djurgården vinder det svenske mesterskab ved at få mindst et point på sidste spilledag lørdag. Foto: 10090 Claudio Bresciani/Tt/Ritzau Scanpix

Det kan blive neglebidende spændende, når 30. og sidste spillerunde lørdag afvikles i Sveriges bedste fodboldrække. Således kan hele tre klubber ende med at blive mester.

Titelaspiranterne er Djurgården, Malmö FF og Hammarby, men førstnævnte befinder sig dog i den klart mest favorable situation.

Hvis Djurgården får mindst uafgjort i udekampen mod IFK Norrköping, bliver Stockholm-klubben mester for 12. gang, men for første gang siden 2005.

Skulle Norrköping - Allsvenskans nummer fem - stikke en kæp i hjulet på Djurgården, der har 65 point og en målscore på 51-17 (+34), står Malmö FF og Hammarby klar til at snuppe guldet. Begge har 62 point og næsten samme målforskel.

Malmö FF har målscoren 51-16 (+35), mens Hammarby har 71-37 (+34), så de kan ende i en situation, hvor det handler om at vinde størst i deres respektive kampe i sidste spillerunde for at vinde guld.

Malmö FF skal på udebane møde Örebro, mens Hammarby har en hjemmekamp mod Häcken.

Rekorden for flest vundne mesterskaber i Sverige indehaves af netop Malmö, der er noteret for 20 mesterskaber.

Klubben, der har Søren Rieks, Anders Christiansen, Jonas Knudsen og Lasse Nielsen i truppen, vandt senest guld i 2017, mens det i sidste sæson blev til bronze efter AIK Stockholm og Norrköping.

Hammarby er bare noteret for et mesterskab, som kom i hus i 2001.

Alle kampe i sidste spillerunde begynder lørdag klokken 13.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.