Vold

Tre knivofre udenfor livsfare

MIDDELFART: Tre personer blev lørdag formiddag meldt udenfor livsfare, efter de blev alvorligt kvæstet af knivstik under et kæmpeslagsmål sent fredag aften i Middelfart. Op mod 75 mennesker var samlet uden for værtshuset Woody Allen på Østergade i byen, hvor talrige unge mænd kastede sig ud i et større sammenstød. For to af knivofrene var situationen natten til lørdag meget kritisk ifølge lægerne på sygehuset i Middelfart, mens den tredjes tilstand blev betegnet som særdeles kritisk af lægerne på sygehuset i Odense. Alle tre blev dog meldt udenfor livsfare lørdag, oplyser kriminalinspektør Albert Rasmussen fra Middelfart Politi. Kriminalinspektøren oplyser, at politiet har anholdt tre mænd og sigtet dem for drabsforsøg i forbindelse med knivstikkeriet. De sigtede erkender at have deltaget i det store slagsmål, men nægter at have stukket med knive. - Vi ved endnu ikke, om vi har fat i de rigtige, og jeg kan derfor ikke sige, om de anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør senere på dagen. Vi arbejder videre på sagen, siger Albert Rasmussen. /ritzau/