Aalborg

Tre kvinder anholdt ved Gøglerbaaden

Tre kvinder, som tilsyneladende er tilknyttet stripstedet Gøglerbaaden i Søndergade, blev onsdag formiddag anholdt af politiet.

Det skete, efter at Aalborg Politis udlændingeafdeling var kommet undervejrs med, at nogle af Gøglerbaadens piger ikke har opholdstilladelse her i landet. Politiet sendte tre betjente og en mandskabsvogn til Søndergade, hvor de tre kvinder blev anholdt i nogle lokaler i tilknytning til værtshuset. Ifølge kriminalassistent Peter Kusk fra fremmedafdelingen er de anholdte formentlig fra Nigeria - det er i hvert fald, hvad de i første omgang oplyste til politiet. - Men vi har ikke set nogle papirer endnu. Når vi får koblet en tolk på, skal vi have afhørt kvinderne og fundet ud af, hvad de vil sige, bemærkede Peter Kusk i går eftermiddags. I henhold til udlændingelovens bestemmelser kan politiet tilbageholde kvinderne i tre døgn, mens man arbejder på at få kastet lys over deres identitet og deres eventuelle ulovlige ophold i Danmark.