EMNER

Tre lokale køber ALTOs 25.000 kvm i Hadsund

Det er næsten som at vinde i Lotto. Både Nilfisk-ALTO, de nye ejere og erhvervslivet i Hadsund scorer gevinsten

Bent Roland er en af tre lokale investorer, der i den kommende weekend får nøglerne til Nilfisk-ALTOs 25.000 kvadratmeter.foto: michael koch

Bent Roland er en af tre lokale investorer, der i den kommende weekend får nøglerne til Nilfisk-ALTOs 25.000 kvadratmeter.foto: michael koch

HADSUND:For godt et år siden sagde ejendomsmægler Finn Aaen, at intet er umuligt. Man kan jo altid få syv rigtige i Lotto. Han henviste til sandsynligheden for at sælge Nilfisk ALTOs 25.000 kvadratmeter store bygninger i Hadsund til én stor virksomhed. Nu kan gevinstloddet indløses. Faktum er, at bygningerne er solgt, men det bliver flere virksomheder, der skal deles om de mange kvadratmeter. - Det har vi arbejdet på i fem kvartaler. Kald det bare syv rigtige. Vi er i hvert fald meget glade for, at salget er gået igennem, siger Steen Royberg fra Nybolig Erhverv i Aalborg, der har stået for det endelige salg. Tre lokales kræfter Bag købet står erhvervsfolkene Lindhardt Jensen, Bent Roland og Jan Meelby Klausen. Sidstnævntes virksomhed Revisionsvirksomheden Kvist og Jensen flytter til de nye lokaler i erhvervsparken så hurtigt så muligt. Planen er, at det nye hospice skal flytte ind i revisionsfirmaets nuværende lokale med udsigt til Mariager Fjord. Bent Roland var til stede på Nilfisk-ALTO, da købet af de mange kvadratmeter blev offentliggjort tirsdag. - Vi vil skabe Hadsund Erhvervspark, og vi tror at vi kan lave en god forretning på, at tilbyde attraktive lejemål til andre virksomheder, siger Bent Roland, der sammen med Lindhardt Jensen og Jan Meelby Klausen nu stifter virksomheden Hadsund Erhvervsejendomme A/S, der skal administrere den nye erhvervelse. - Det vi skal til nu, er at finde lejere til lokalerne efter sommerferien, siger Bent Roland. Som en del af handlen har Nilfisk-ALTO underskrevet en lejeaftale, der er uopsigelig de kommende 10 år. Det betyder, at der er 11.000 reelle kvadratmeter, der venter på nye lejere. Udover produktionslokaler råder de nye ejere over mere end 5000 frie pallepladser og 24 lager automater. Allerede interesserede -Vi har budgetteret med, at vi skal leje 75 procent ud for at få en forretning ud af det. Investeringen kan godt forrentes med mindre, men vi vil også gerne tjene lidt på vores investering, siger Bent Roland, mens han betragter det enorme lager, han sammen med de to andre investorer overtager allerede i den kommende weekend. En lille håndfuld virksomheder har allerede vist interesse for lejemålene i den nye erhvervspark. - Vi har allerede fået henvendelser fra et par interesserede virksomheder, men vi vil ikke forhandle kontrakter med nogen som helst, før bjørnen er skudt, og vi står med en underskrevet købsaftale i hånden, siger Bent Roland. Den sag blev ordnet mandag aften, og nu er det bare med at få kridtet skoene og få gang i udlejningen. Nilfisk-ALTO vokser Arbejdspladserne for Nilfisk-ALTOs 150 medarbejdere er nu sikret de næste 10 år. Salget af bygningerne får ikke nogen betydning for dagligdagen i virksomheden. Også alligevel. - Salget betyder, at vi internt har besluttet, at føre vores intensioner ud i livet og samle vores udviklingsressourser i Hadsund, siger Nilfisk-ALTOs direktør i Hadsund Anton Sørensen. Det betyder at udviklingscentret i sydtyskland lukker. Det betyder også, at virksomheden i øjeblikket er på udkig efter godt 30 nye medarbejdere. Fortrinsvis indkøbere og marketingsfolk.